Førsteholdet

Tre akademister sætter ord på debuten

Pontus Texel, Andreas Nibe og Gustav Ørsøe Christensen fik alle tre deres officielle førsteholdsdebut, da FC Midtjylland slog FA 2000 med 6-0 i DBU Pokalen. Læs de tre akademister sætte ord på milepælen nedenfor.

19/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Pontus Texel startede inde på højreback, mens både Andreas Nibe og Gustav Ørsøe Christensen kom på banen til begyndelsen af 2. halvleg. Sammen med resten af Midtjylland-mandskabet var de med til at køre en sikker pokalsejr i hus.

FCM sikkert videre i Pokalen med debutanter og masser af mål

Nedenfor sætter de tre debutanter ord på deres første minutter for FCM’s førstehold.

Pontus Texel: Giver stor motivation

18-årige Pontus Texel startede inde på højreback og spillede fuldtid. Til dagligt træner han fast med førsteholdet, mens han også er anfører for midtjydernes U19-hold.

– Det har været et mål at få debut, siden jeg kom til klubben. At det så sker i aften, er en kæmpe forløsning og superfedt.

– Da jeg i går fik at vide, at jeg skulle starte inde, kom der da lidt kriller i maven. Men jeg havde en ro, da jeg gik ind til opgaven, og fik også en god hjælp udefra. Jeg synes, det var helt vildt fedt at kunne vise mig frem på førsteholdet.

– Jeg forsøgte at gå ind og gøre, som jeg plejer. Jeg ønskede ikke at lave noget om, og forsøgte bare at være den samme Pontus som altid. Det her giver en stor motivation hos mig, og nu skal jeg bare fortsætte med at arbejde benhårdt på U19, så jeg kan få chancen igen, fortæller Pontus Texel.

Andreas Nibe: Nemt at finde sig tilrette

19-årige Andreas Nibe kom ind til starten af 2. halvleg. Til dagligt træner han fast med førsteholdstruppen, mens han samtidig er en stor profil for U19-holdet, der ligger nr. 1 i Danmarks bedste ungdomsrække.

– Det er selvfølgelig kæmpestort at få debut, og det er noget, jeg har arbejdet for, siden jeg kom til klubben som 14-årig. Det betyder meget, og det var dejligt, at jeg ovenikøbet fik en hel halvleg.

– Jeg synes, jeg formåede at falde okay ind i spillet. Drengene tog godt imod mig på banen, og det gjorde, at det var nemt at finde sig tilrette.

– Derudover var der rigtig mange tilskuere på lægterne, og jeg tror, det er den kamp, jeg har spillet, hvor der har været flest tilskuere ude at kigge, siger Andreas Nibe.

Gustav Christensen: Fedt at lave mål

Den 18-årige angriber, Gustav Ørsøe Christensen, er til dagligt topscorer på FCM’s U19-hold. Han spillede onsdag 45 minutter og kom tilmed på måltavlen med et hårdt spark fra kanten af feltet.

– Jeg er sindssygt glad for at få min debut. Jeg har været i klubben i rigtig mange år, og nu har jeg nået et af mine mål. Det viser, at Midtjylland tror på mig, og det er noget, jeg har arbejdet sindssygt hårdt for.

– En af mine spidskompetencer er at lave mål, og det er fedt, at jeg formår at tage det med fra U19 og levere her på førsteholdet.

– Lige nu er jeg enormt glad, og jeg er sikker på, at når vi kommer tilbage til klubben, er der endnu mere blod på tanden. Jeg har vist, at jeg kan lave mål på seniorniveau, og nu handler det om at arbejde endnu hårdere, så jeg får chancen igen, siger Gustav Ørsøe Christensen.