Efter sejre mod U17 Ligaens nummer 1 og 2 skulle FCM lørdag eftermiddag bevise sig mod et af U17 Ligaens midterhold – nemlig Randers, der før kampen lå på 8. pladsen.
Chancer var der ikke mange af i første halvleg, men de få, der var, tilfaldt FCM, og efter tyve minutters spil kom ulvene tæt på at tage føringen.
Først sparkede Valdemar Byskov et indadskruet frispark ind i feltet, hvor ingen fik ram på det, og så gik det i stedet snert forbi den ene stolpe. Minuttet efter fik Gustav Christensen slidt sig fri, men i sidste øjeblik fik en Randers-spiller kastet sig ned og blokeret afslutningen ud til hjørne.
Halvlegens mest behjertede forsøg kom dog fra Donavan Bagou, der i det 27. minut klappede bolden på overliggeren, efter at et boldtab havde fanget Randers-spillerne i ubalance.
De fysisk stærke gæster truede lejlighedsvist på omstillinger, men FCM-forsvaret formåede stort set at få lukket ned for gæsternes angrebsspil, før de nåede frem til afslutninger.
De lyseblås mest lovende situation kom efter en halv time, hvor Frederik Mikkelsen blev stukket i dybden mellem FCM’s forsvarere, men Nicholas Beetson kom ud og fik grebet bolden for fødderne af Mikkelsen.
Halvlegens sidste mulighed kom efter et FCM-hjørne, der blev slået tæt ind under mål. Her faldt bolden ned til Mads Nybo Lauritsen, der stod udækket ved den bagerste stolpe, men FCM-forsvareren måtte se bolden gå i sidenettet – fra den forkerte side.
Nærmest ingen afslutninger
I pausen valgte Claus Therkildsen at skifte offensivt ud – Andreas Bonnén gik ud til fordel for August Priske. Målet var at få Randers til at løbe mere og i højere grad komme på siderne af dem.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, og det eneste nævneværdige, der skete i den første halve time, var, at der noget umotiveret blev skudt en større mængde fyrværkeri af uden for stadion. Et festligt indslag, der desværre på ingen måde forplantede sig til banen.
Her havde FCM bolden det meste af tiden, mens Randers lurede på omstillinger. Ingen af de to hold skabte dog noget, der lignede målchancer.
Det var derfor symptomatisk, at der skulle en standardsituation til at bryde dødvandet. Et FCM-hjørnespark blev slået over i udkanten af feltet, hvor Malthe Bøndergaard steg til vejrs og headede bolden ind i et tætbefolket målfelt. Her fik Gustav Christensen (billedet) sparket bolden ind over stregen, og forløsningen var til at tage og føle på for de elleve FCM’ere.
Randers fik én stor chance for at udligne, og den kom i det 90. minut. En af de lyseblå fik tid og plads til at slå et indlæg, og inde i feltet stod to Randers-spillere helt udækket. Gæsternes Dion Veliqi fik headet til bolden, men forsøget sad lige på Nicholas Beetson, der sikkert greb bolden ud.
Lige så svært som ventet
Det blev kampens sidste mulighed, og dermed kunne FCM’erne notere sig den fjerde sejr i træk. Cheftræner Claus Therkildsen erkendte blankt, at opgøret ikke havde været nogen fodboldæstetisk åbenbaring:
– Det blev nøjagtig lige så svært som forventet. En kamp, hvor vi skulle finde løsningerne mod deres kompakte organisation, og hvor vi skulle spille hurtigt. Det synes jeg, vi kæmpede med hele kampen igennem, og jeg havde gerne set, at vi var kommet i nogle flere overlap og havde fået skabt nogle flere 2 mod 1-situationer. Det lykkedes vi ikke med, udtalte FCM-træneren.
– Når det er sagt, så har jeg virkelig rost spillerne efter kampen, for det var bare en svær kamp – både fysisk og mentalt. Spillerne skal slide og slæbe for det, og det gør de, og vi får det løst, og det har jeg kæmpe respekt for. Så lever jeg med, at det her ikke var den kamp, hvor vi udviklede os mest spillemæssigt, lød slutreplikken fra Claus Therkildsen.
FCM U17 spiller igen på torsdag kl. 13.00. Her venter en udekamp mod Lyngby – se stillingen og de øvrige resultater fra U17 Ligaen.
FC Midtjylland U17 – Randers FC U17 1-0 (0-0)
75′ 1-0 Gustav Christensen (oplæg Malthe Bøndergaard)
FCM U17 (3-4-1-2): Nicholas Beetson – Mads Nybo Lauritsen, Malthe Bøndergaard, Andreas Bonnén (46′ August Priske) – Christian Jørgensen, FCM U15 (69′ Mathis Konradsen, FCM U15), Jonathan Asp, Heini Sørensen, Gustav Fraulo – Valdemar Byskov Andreasen (82′ Marcus Nielsen, FCM U15) – Gustav Christensen, Donavan Bagou.