Førsteholdet

Tre nedslag med cheftræneren

Thomas Thomasberg ser tilbage på den seneste uge og fremhæver tre ting forud for returopgøret i Conference League.

02/08/23
Mads Jakobsen
Foto: Nikolaj Kramer

I morgen aften gælder det returopgøret i UEFA Conference League mod FC Progrès Niederkorn på Stade Municipal de la Ville de Differdange i Luxembourg.

Det første opgør sluttede med en 2-0 sejr efter scoringer af Henrik Dalsgaard og Sory Kaba, og udgangspunktet er derfor godt. Thomas Thomasbergs mandskab kunne også sætte tre point på kontoen efter en sikker sejr over Silkeborg IF i weekenden, så cheftræneren ser positivt på sæsonstarten.

Forud for torsdagens europæisk opgør kigger han tilbage på den seneste uge og hæfter sig særligt ved tre ting.

Konsekvent defensiv

– Vi tillod for mange scoringer imod i vores træningskampe. Modstanderne var effektive, når de kom i vores felt, men vi må ikke lukke så mange mål ind, fortæller Thomasberg.

– De første tre kampe i denne sæson har vi holdt tæt og det glæder mig naturligvis. Vi har rykket os kamp for kamp og relationerne bliver bedre. Jeg kan også mærke, at tændingen og paratheden er der i kampene, og det skal vi fortsætte med at bygge på. Nu har vi spillet hjemme på MCH Arena tre gange i streg og taget fuldt udbytte. Den stime skal vi fortsætte med i den kommende periode, hvor vi skal spille mange kampe på udebane.

– Jeg er også meget tilfreds med, at vi ser farlige ud på vores dødbolde. Uanset hvor vi spiller, og hvem vi møder, skal vi komme med et aggressivt udtryk både med og uden bold.

Mere i vente offensivt

– Offensivt mangler vi forsat at score flere mål. Vi har spillet os til mange chancer uden helt at få det udnyttet. Det vigtigste er, at vi skaber action i feltet, så er jeg overbevist om, at der kommer flere mål.

– Der er fortsat nogle relationer, der skal blive endnu bedre, og det arbejder vi med på træningsbanen og i kamp. Vi har mange måder at angribe på og det er min følelse, at spillerne er gode til at læse det på banen. Vi kan true 1-mod-1 og med fart i dybden, og vi kan true med indlæg og masser af folk i feltet.

Endnu en fysisk kamp

– Progrés Niederkorn er et godt trænet hold, som er bevidste om deres forcer. I det første opgør forsøgte de at eliminere det, vi er gode til, og de trak tiden og gik meget fysisk til værks.

– Nu må vi se, hvor meget mere de har at komme med, når de skal frem og score. Vores tilgang til opgøret er den samme som på MCH Arena, vi skal tage teten og styre opgøret på vores præmisser.

– Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at mærke dem. De kommer med masser af fysisk og de vil forsøge at komme længere frem på banen. Der kom flere sprækker i deres forsvar som kampen skred frem i Herning og det vil der også komme i morgen. Der skal vi være dygtige og vinde kampen med kynisme i vores afslutninger. Vi kommer for at vinde og vi skal gerne score flere mål, lyder det fra cheftræneren.

Mulighed for streaming

Godt 100 midtjyske fans har købt billet til FCM-afsnittet på Stade Municipal de la Ville de Differdange i byen Differdange i det sydlige Luxembourg. Ønsker du at overvære kampen hjemmefra, skal du købe adgang via Solidsport.

Streaming: Niederkorn v FC Midtjylland