Sportschef Anders Madsen har haft travlt hen over sommeren, hvor der er blevet skrevet nye kontrakter med mange spillere foruden nyerhvervelser af spillere fra en høj hylde.
– Nu er truppen komplet, og vi har fået lavet nogle kontrakter, der gør, at vi er trygge i, at denne trup kan indfri vores målsætninger for sæsonen, fastslår Anders Madsen.
Anders Madsens sidste aftryk på truppen inden den nye sæson er, at mange spillere har fået omskrevet kontrakten fra Vildbjerg SF til FC Midtjylland Kvindefodbold. Dette gør sig gældende for spillerne Anne Hougaard, Clara Jepsen, Kathrine Berggreen, Freya Rossen, Sofia Noesgård, Therese Vestermark, Frida Binderup, Karoline Kamp, Vilja Pedersen og Emma Nielsen.
Anne Hougaard og Clara Jepsen er backs, og Anders Madsen er yderst tilfreds med underskrifterne.
– Anne er en offensivt indstillet back, der med sine kompetencer har gode muligheder for en stor karriere. Clara er vores venstre back, der er stærk i sit duelspil og har en fantastisk evne til at løfte sit bund- og topniveau måned efter måned. Clara har været i klubben i flere år og har lige færdiggjort sin ungdomsuddannelse og gode ophold på Sportsstar College, fortæller Anders Madsen.
Stopperparret Kathrine Berggreen og Freya Rossen har også sat underskrift på nye kontrakter.
– Kathrine har som stopper en spidskompetence i sit hovedspil, hvor hun både defensivt og offensivt gør en forskel i denne del af spillet. Freya er en moderne stopper, der både taktisk og teknisk er på et højt niveau i sin positionering og sine vurderinger, hvilket gør en forskel i vores spil, forklarer sportschefen.
På midtbanen har Sofie Noesgaard, Therese Vestermark, Frida Binderup og Karoline Kamp også sat underskriften.
Også her har sportschefen kun gode ord at berette.
– Sofie er en rigtig FCM-spiller, der har en enorm arbejdsradius, og hun er stærk i sit duelspil.
– Therese har en god teknik og blik for sine medspillere, og hun gør en forskel offensivt og flytter sig måned for måned i sit defensive spil, og gennem morgentræningen på Sportsstar College vil hun kunne udvikle sine kompetencer. Frida kom til os gennem ISI og er fortsat på Sportstar College, og hun har på det fysiske område taget store skridt i sin udvikling, hvilket hun profiterer af i sit spil, hvor hun har alle fodboldmæssige kompetencer for at blive en profil.
– Karoline har ligesom Clara afsluttet sin ungdomsuddannelse gennem Sportsstar College, og Karoline er offensivt en trussel, hvor hun er i stand til at udfordre med begge fødder, forklarer Anders Madsen.
Oppe foran har Vilja Pedersen og Emma Nielsen sagt ja til fortsat at bidrage med målscoringen, og derfor har de også skrevet under på nye kontrakter.
– Vilja er en trussel med sin fart og fysiske power, og hun er altid en spiller, som vores modstandere forholder sig til, og hun har i de seneste halvsæsoner øget sin træfsikkerhed. Emma er en spiller, som mange GL-klubber har henvendt sig på, fordi hun har en topfart, der er sammenlignelig med de hurtigste spillere i vores sport, og hun har det seneste år taget gode skridt ift. at få mere slutprodukt på i sit spil, afslutter Anders Madsen.
De nye spillere bliver som nævnt suppleret af nyankomne kræfter, hvor der også er rutinerede spillere med meget erfaring iblandt. Den første kamp for FC Midtjylland Kvindefodbold er lørdag på udebane mod ASA, Aarhus. Første hjemmekamp spilles lørdag den 24. august mod AaB.
Billederne viser spillerne i følgende rækkefølge: Anne Hougaard, Clara Jepsen, Kathrine Berggreen, Freya Rossen, Sofia Noesgaard, Therese Vestermark, Frida Binderup, Karoline Kamp, Vilja Dahl, Emma Nielsen