Akademiet

U17: Årets sidste hjemmekamp venter

Den Gule Fare gæster EDC Arena i kalenderårets sidste hjemmekamp.

18/11/22
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Efter to gange uafgjort i de to seneste U17 kampe, er de midtjyske ulve klar til at jagte alle tre point i 2022’s sidste hjemmekamp.

Selvom FCM’s U17-mandskab er syv kampe ubesejret, har de seneste to kampe nok nærmere føltes som nederlag for de unge ulve. Først indkasserede man en overtidsscoring mod Vejle, og ugen efter blev det til et nederlag i straffesparkskonkurrencen mod Silkeborgs talenter.

I midtugen kom der dog genoprejsning, da mange af de unge FCM’ere fik deres første derbyoplevelse, da U17 skulle en tur til Viborg for at spille pokalfodbold. Det blev til en god oplevelse for akademisterne, da Allan Jepsens tropper ekspederede rivalerne ud af turneringen med 2-5.

En vigtigt sejr, fortæller U17-cheftræneren.

– Kampen var ikke særligt kønt spillet grundet de svære forhold for begge mandskaber. Men vi formåede alligevel at levere en god indsats og indrette os efter de forhold, der var. Vi lukrerede fint og udnyttede de fejl, som Viborg lavede, og så vigtigst af alt var vi klar mentalt. For Viborg kan det godt være årets kamp, og hvis vi ikke har samme indstilling, kan det blive rigtigt svært. Alt i alt en god præstation og indstilling af drengene, hvilket sørgede for, at der ikke reelt var tvivl på noget tidspunkt om det videre avancement, siger Allan Jepsen.

Pokalsuccesen skal videreføres til lørdagens kamp, hvor favoritværdigheden tilfalder de midtjyske talenter mod gæsterne fra Horsens, som har haft et svært efterår.

“Den Gule Fare” er blot noteret for seks point i deres første 12 kampe, og særligt den defensive kompakthed, der plejer at kendetegne klubbens hold, halter. AC Horsens har nemlig rækkens dårligste defensiv med 35 mål indkasseret – hvilket giver et snit på knap tre mål indkasseret pr. kamp.

– Jeg tror det kommer til at minde om nogle af de andre kampe, vi har spillet. Vi kommer nok til at være mere på bolden end modstanderen igen, og her har vi indtil videre været dygtige til at trykke vores modstandere ned. Vi skal turde at løbe og spille dybt, og det har vi rigtigt mange typer, der gør med stor intensitet og kvalitet i form af mange løb, fortæller U17-cheftræneren.

Går man allerede og savner 3F Superligaen grundet vinterpausen kan man passende besøge EDC Arena for at få det sidste fodboldfix inden februar. Kampen spilles lørdag den 19. november med kampstart kl. 15.15. Der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames kampen via nedenstående link.

Livestream kampen her