Akademiet

U17 afstraffet af FCK

Københavnerne viste stor klasse og ditto effektivitet, da de vandt topkampen noget så eftertrykkeligt.

07/11/20
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

FCM U17 fik en helt forfærdelig start på topkampen mod FCK, idet man allerede efter en halv time var bagud med 3-0.

Først ramte en bold Frederik Bach i brystet og riposten faldt ned for fødderne af Orri Oskarsson, der sikkert scorede. Ti minutter senere mistede ulvene bolden oppe foran FCK’s felt og det udnyttede værterne til at sende en bold af sted i dybden til Oskarsson, der kunne doble op.

Herefter scorede kampens store profil, Roony Bardghji efter en fremragende soloaktion. 3-0 og det lignede en tidlig afgørelse.

På FCM-bænken tog man konsekvensen og ændrede opstilling fra 4-1-4-1 til en 4-4-2 med diamant på midten.

Det havde den virkning at FCM’erne nærmest med det samme fik bedre fat på midtbanen, og kort efter tændte Malte Melin håbet, da han var over en ripost, blev retvendt og reducerede.

Lyset slukket

Drømmen om et comeback levede til kort inde i anden halvleg, hvorefter FCK’erne huggede til på to omstillinger. Bang, bang og så var den kamp afgjort.

U17 Ligaens førerhold havde dog ikke til sinds at lade det ligge ved det, og vred kniven rundt i såret med yderligere tre scoringer.

– Jeg vil hellere tabe 8-1 i en kamp, hvor vi holder fast i vores udtryk end stille os ned og spille ævle-bævle fodbold i en halvleg og så tabe 4-1. Der er intet at sige til deres sejr, men det er ikke sådan en kamp, hvor vi er spillet ned og bare står og værger for os – slet ikke, sagde Claus Therkildsen inden han rettede det kritiske blik mod sit eget hold.

– På det individuelle plan er vores spil ikke godt nok. Vi tabte for mange en-mod-en dueller og vi lavede for mange fejl på bolden – og det er FCK alt for gode til, at vi kan slippe af sted med. Så vi bliver straffet hele kampen igennem, erkendte en ærgerlig Claus Therkildsen, der også erkendte, at FCK’erne var den hidtil hårdeste modstander holdet har mødt.

Han og holdet har nu godt ti dage til at slikke sårene i, inden FCM U17 indtræder i pokalturneringen. Det sker med en kamp mod lokalrivalerne fra Viborg FF.

Med sejren lagde FCK U17 sig alene i spidsen af U17 Ligaen, som de nu fører med fem point ned til Brøndby og FCM.

F.C. København U17 – FC Midtjylland U17 8-1 (3-1)

7′ 1-0 Orri Oskarsson
17′ 2-0 Orri Oskarsson
31′ 3-0 Roony Bardghji
35′ 3-1 Malte Melin
49′ 4-1 Roony Bardghji
53′ 5-1 Orri Oskarsson
62′ 6-1 Roony Bardghji
70′ 7-1 Noah Nartey
84′ 8-1 Roony Bardghji

FCM U17 (4-1-4-1): Frederik Bach Jensen – Gustav Fraulo, Malthe Bøndergaard (63′ Andreas Bonnén), Mads Nybo Lauritsen, Rasmus Kristiansen – Pontus Texel (46′ Christian Jørgensen) – Heini Sørensen, Jonathan Asp, August Priske, Donavan Bagou (90′ Mathis Konradsen) – Malte Melin.