Det midtjyske mandskab skal forsøge at komme godt fra land i det nye år, hvor første kamp i 2022 er en hjemmekamp mod Vejle Boldklub. Her kunne mandskabet passende fortsætte den flotte præstation fra sidste kamp inden vinterpausen, hvor SønderjyskE blev slået med 4-0. Målscoreren til 4-0 i den kamp, Jonathan Asp Jensen, har været blændende for FC Midtjylland i efteråret, og nu står den unge tekniker overfor sit sidste forår i Ikast, inden turen går til den europæiske topklub Bayern München.
Den farlige dødboldspecialist kunne meget vel igen blive afgørende i onsdagens opgør. Et modent og mere erfarent Vejle-hold slog nemlig FC Midtjylland i klubbernes første møde i denne sæson. Et markant ældre Vejle-mandskab, som særligt på nærkampe satte FC Midtjylland på plads. Et helt unaturligt kampbillede var dette dog ikke, da FC Midtjylland har den laveste gennemsnitsalder, mens Vejle har én af de højeste. Cheftræner Claus Therkildsen udtalte følgende om den fysiske kamp i Nørreskoven tilbage i september:
– Det blev lige så svært som ventet. Vejle stillede udelukkende med andetårsspillere, og rent fysisk havde deres spillere overhånden. Jeg synes, vi håndterer det okay, men der er nogle dueller, vi ikke vinder, fordi vi var overmatchede, erkendte Claus Therkildsen, der ellers var tilfreds med præstationen.
Man må derfor håbe, at de midtjyske spillere har spist godt med julemad og brugt nogle timer i styrkelokalet i den lange vinterpause for at kunne stå bedre i duellerne. Kampen spilles onsdag den 9. marts med kampstart kl. 17.00 på EDC Arena i Ikast, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret gratis her: