Akademiet

U17 måtte nøjes med uafgjort

FC Midtjyllands U17-hold spillede en rigtig flot kamp, men måtte nøjes med 2-2, da de lørdag eftermiddag hjemme på Ikast Stadion mødte OB.

13/09/20
Morten Ambo
Foto: FC Midtjylland

Hjemmeholdet satte fynboerne tykt under pres i første halvleg. Ulvene satte sig nemlig fuldstændig på kampen fra start af.

De havde bolden nærmest hele tiden, mens gæsterne stod dybt og lurede på kontraangreb. Det var kampbilledet i hele første halvleg, hvor ulvene også spillede sig til en masse fine muligheder i fynboernes felt. Den sidste skarphed og timing manglede dog. En FCM-scoring i første halvleg havde været fortjent ud fra kampbilledet, men det var gæsterne fra OB, der skulle stå for den eneste scoring i første halvleg. Efter 43 minutters spil kom gæsterne nemlig i front.

Hjemmeholdet sov i timen, da hurtigt taget indkast satte en farlig omstilling i gang og fra egen banehalvdel drev Oliver Roche bolden helt frem til kanten af FCM-feltet, hvor han med et frækt chipskud bragede bolden i kassen til en føring til gæsterne.

Efter pausen var kampbilledet stort set det samme. Derfor var det også ganske fortjent, da Gustav Ørsøe Christensen i det 53. minut kunne heade udligningen i kassen. Hjemmeholdet opsnappede bolden og satte en omstilling i gang. Efter et flot gennemspillet angreb blev et indlæg slået i feltet til en helt fri Gustav, der kunne heade udligningen i kassen.

Herefter foretog hjemmeholdet en række udskiftninger, og det virkede som om, at holdet herefter lige skulle bruge lidt tid til at få relationerne på plads. Det udnyttede OB til at komme i front endnu engang. Et langt indkast ind i feltet havnede hos Gustav Vinter, der fik en lang tå på bolden. Frederik Bach Jensen leverede en fremragende redning i FCM-buret, men Gustav Vinter var hurtigt på returbolden og fik prikket føringsmålet i kassen.

Herefter fik ulvene samlet sig og fortsatte ufortrødent i samme spor. Det kastede en udligning af sig i det 72. minut, da Donavan Kafo Bagou kom forrest på et indlæg til forreste stolpe, snød OB-forsvaret og headede udligningen i kassen.

Ulvene var millimeter tæt på 3-2-målet, da Valdemar Andreasen driblede uden om OB-målmanden, men desværre måtte se sit forsøg gå i sidenettet. Dermed måtte ulvene nøjes med 2-2 efter en flot præstation rent spillemæssigt:

– Overordnet set er jeg fint tilfreds med kampen. Jeg er dog træt af OB’s to mål, der kommer efter to dumme fejl fra vores side. Jeg er dog glad for at se, at drengene gør alt, hvad de kan for at vinde. De viser det udtryk, vi gerne vil have, hele kampen igennem. Set i det lys, så kan jeg ikke forlange mere, men mod en modstander der står dybt, så vil vi selvfølgelig gerne vinde, udtaler holdets cheftræner Claus Therkildsen efter kampen.

Som et nyt tiltag i U17-ligaen skal en uafgjort kamp afgøres med en straffesparkkonkurrence for at fordele pointene. Ulvene vandt straffesparkskonkurrencen, og det betyder, at ulvene får to point for kampen, mens OB får et enkelt.

Et lille plaster på såret for hjemmeholdet, der dog også kunne glæde sig over at slutte af med et rigtigt ungt hold på banen blandt andet bestående af tre U15-spillere og tre U16-spillere.

FC Midtjylland U17 – OB U17 2-2 (0-1)

43’ 0-1 Oliver Roche
51’ 1-1 Gustav Ørsøe Christensen
65’ 1-2 Gustav Vinter
72’ 2-2 Donavan Kafo bagou

FCM U17 (4-3-2-1): Frederik Bach Jensen – Gustav Fraulo, Pontus Texel (60’ Malthe Johnsen Bøndergaard), Andreas Timmermann Bonnén (83’ Dereje Nigussie Jensen), Malte Melin (60’ Adam Nygaard Andersen) – Heini Fossdalsá Sørensen, Jonathan Asp Jensen, Valdemar Byskov Andreasen – Gustav Ørsøe Christensen, Donavan Kafo bagou (73’ Christian Jørgensen) – August Priske.