Akademiet

U17-optakt: Topkamp i Ikast

Der er lagt op til et spændende opgør søndag eftermiddag, når tigrene fra Farum gæster EDC Arena. Rækkens nummer fem og seks møder hinanden i en duel, der kan vise sig at blive meget afgørende i topstriden.

23/10/21
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Det er to hold fra den øverste halvdel af tabellen, der skal kæmpe om point i søndagens opgør. Selvom begge hold har fået en godkendt start på sæsonen, løb begge mandskaber ind i et nederlag i seneste spillerunde. FC Midtjylland tabte hjemme mod AC Horsens med 2-3, mens søndagens gæster tabte 3-1 til F.C. København.

Det er derfor to hold, der jagter revanche efter en lang landsholdspause. Og de tre point vil også rykke en del i regnskabet for begge hold. Slipper et af mandskaberne ud af søndagens kamp som vinder, vil det resultere i en delt 2. plads med kun et enkelt point op til 1. pladsen med fortsat én kamp i hånden.

FC Midtjyllands varemærke i denne sæson har været holdets solide defensiv. De står noteret for fire clean sheets i seks kampe i indeværende sæson, hvilket aktuelt gør dem til rækkens bedste defensive hold. FC Nordsjælland har vist kvaliteter i den anden ende af banen. Tigrene fra Farum er rækkens tredje mest scorende hold, selvom de har spillet én eller to kampe færre end de andre hold i rækken.

Der er derfor lagt op til en spændende topduel mellem FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

Kampen spilles søndag den 24. oktober med kampstart kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.

Livestream kampen her