Akademiet

U17: Sejr i Haderslev

To mål af Malte Melin, da det yngste akademihold slog SønderjyskE.

20/04/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Underholdningen lod ikke vente på sig, da FCM U17 tirsdag aften mødte SønderjyskE i U17 Ligaen, og allerede efter seks minutters spil var begge mandskaber på tavlen.

Først driblede Jonatan Lindekilde ind i feltet, og helt nede ved baglinjen snød han to mand, hvorefter han blev bremset med ulovlige midler. Straffespark, som Gustav Fraulo tog sig sikkert af.

Lindekilde var i spillehumør fra kampens start, og kort efter fik han igen driblet sig igennem, og ifølge cheftræner Claus Therkildsen blev han igen standset ureglementeret.

Denne gang var dommerens fløjte dog tavs, og i stedet udlignede hjemmeholdet. En midtbanespiller fik tid og plads til at slå bolden ned i et frit rum i FCM’s venstre forsvarsside, hvorfra der blev slået et fladt indlæg ind til en udækket Tinus Olesen, der skabte balance i målregnskabet.

Kampen blev spillet på “rigtigt” græs, men banen var i en langt bedre forfatning end den, som U-holdene havde kæmpet på (og mod), da de for nyligt gæstede Brøndby, og begge hold kunne praktisere spillet langs jorden.

Det gjorde FCM’erne, da Malte Melin (billedet) blev sendt alene igennem med SønderjyskE’s målmand, der dog afværgede flot i situationen.

Han måtte dog give fortabt i det 20. minut, hvor Mikel Gogorza fandt Jonathan Asp centralt i banen – på stort set ingen plads fik Asp driblet sig fri og spillet Melin fri. FCM’s venstre kant afsluttede på første berøring og bragede 2-1-målet i nettet. Et flot mål – både opspil og afslutning.

FCM’erne sad på spillet og burde have scoret yderligere – ikke mindst på flere farlige dødbolde, men retfærdigvis havde de lyseblå også en stor chance, som FCM’erne måtte redde på målstregen.

Flot solomål af Asp

Alt var således åbent før de sidste 25 minutter, men da spillet blev genoptaget, satte FCM’erne sig tungt på tingene. I forhold til første halvleg var FCM’erne bedre til at udnytte banens bredde og vende spillet, og de sort-røde skabte chancer i en lind strøm.

Hjemmeholdet holdt stand i et kvarter, hvorefter Mikel Gogorza sendte et indlæg ind i hovedet på Malte Melin. SønderjyskE’s keeper fik en hånd på, og det lykkedes ham at få slået bolden ud, inden den ramte netmaskerne. Linjedommeren markerede dog for, at afslutningen havde krydset stregen forinden, og så var FCM oppe med to.

Fire minutter senere lukkede en af kampens profiler opgøret – Jonathan Asp sluttede en imponerende solotur af med at krølle bolden op i målhjørnet.

Spillet foregik altovervejende på SønderjyskE’s banehalvdel, og FCM’erne stod højt. Det udnyttede hjemmeholdet til at reducere med et kvarter igen, da de fangede FCM’erne i ubalance. Et cutback-indlæg blev slået ind i feltet, hvor en umarkeret Ashkan Tootoonchi kunne reducere.

Trods scoringen blev der ikke for alvor spænding om kampens udfald, og dermed kom FCM U17 tilbage på sejrssporet oven på to nederlag. Cheftræner Claus Therkildsen uddelte da også roser efter sejren:

– En god indstilling fra alle mand og mange fine individuelle præstationer. Jonathan Asp spiller 10’er foran to 6’ere og bidrager med mange gode aktioner, og Jonatan Lindekilde stod også stærkt i billedet som den centrale angriber. Han var dygtig til at holde fast i bolden, tog nogle gode løb, kunne afdrible en mand og var dygtig til at spille andre fri. En allround god præstation fra ham, lød det fra FCM U17’s cheftræner.

Med sejren avancerer FCM U17 til femtepladsen i U17 Ligaen. Næste opgave er en udekamp på lørdag mod AGF på Fredensvang i Århus. Opgøret spilles kl. 15.45.

SønderjyskE U17 – FC Midtjylland U17 2-4 (1-2)

3′ 0-1 Gustav Fraulo (straffe)
6′ 1-1 Tinus Olesen
20′ 1-2 Malte Melin (assist Jonathan Asp)
60′ 1-3 Malte Melin (assist Mikel Gogorza)
64′ 1-4 Jonathan Asp
75′ 2-4 Ashkan Tootoonchi

FCM U17 (4-3-3): Christian Rust – Mahdi Babaiasl (46′ Gustav Bjerge), Mads Nybo Lauritsen, Malthe Bøndergaard, Gustav Fraulo – Adam Nygaard Andersen, Christian Jørgensen, Jonathan Asp (88′ Dereje Nigussie Jensen) – Malte Melin, Jonatan Lindekilde (75′ Marcus Nielsen), Mikel Gogorza (75′ Timothy Kongsbak).