Hjemmeholdet startede i højt tempo, da de forsøgte at fange de boldsikre silkeborgensere i et højt pres. Og efter et kvarter fik de sortklædte valuta for anstrengelserne.
Sebastian Lodberg løb i dybden, efter bolden blev genvundet på banens midte, og kaldte derefter på en lang bold. Det blev hørt, da Andreas Knak slog en fremragende stikning, som Lodberg lod hoppe, inden han køligt sendte kuglen over gæsternes keeper og ind i målet.
Føringen holdt kun fem minutter, da Silkeborgs Kevin Knudsen udlignede kort tid efter. Bilal Konteh lavede en pasningsfejl i opbygningsspillet, og det straffede gæsterne konsekvent. Man troede ellers lige, Bilal Konteh nåede at gøre fejlen god igen, men Marcus Ryberg slapigennem presset og fandt en fri Knudsen, som uden problemer sparkede 1-1-scoringen ind.
Kort før pausen var Kevin Knudsen igen på spil. Et veludført angreb endte for fødderne af den 15-årige hurtigløber, som på ny fandt vej til netmaskerne på EDC Arena. 1-2 til gæsterne.
Hjemmepublikummet skulle ikke vente længe på en udligning, efter 2. halvleg blev fløjtet igang. Silkeborg er stålfaste i deres principper, særligt når det gælder om at distribuere bolden ud fra egen banehalvdel, hvilket tydeligvis var noget de sortklædte midtjydere forsøgte at udnytte.
Og den plan lykkedes glimrende, da Marcus Nielsen fik prikket bolden videre til Sebastian Lodberg efter en aggressiv pressekvens i det 51. minut. Lodberg lagde bolden til rette og kanonerede den derefter i mål via undersiden af overliggeren. Dermed status quo på måltavlen igen.
Ti minutter senere havde velspillende Lodberg alletiders mulighed for at krone den flotte præstation med et hattrick. James Alpinas afdriblede sine to direkte modstandere og blev derefter fældet i boksen. Hændelsen krav et korrekt straffespark til FCM’erne. Sparket fra de 11 meter tog tomålsskytten Sebastian Lodberg sig af, men desværre for ham og hans holdkammerater diskede Kristian Pedersen op med en fantastisk redning. Dermed var det fortsat helt lige efter en times spil.
Men ti minutter senere fik Bilal Konteh lavet om på det. Nyerhvervelsen fra Sverige rettede op på sin fejl fra 1. halvleg, da han sparkede det næstældste akademihold i front med et langskud. 3-2 – og samtidig første mål af midtstopperen i FCM.
Mathias Rahbek: To vidt forskellige halvlege
Flere mål blev det ikke til, og dermed måtte Silkeborgs U17-mandskab sætte kursen mod øst uden point. Cheftræner Mathias Rahbek var naturligvis tilfreds med sejren, hvor han særligt havde rosende ord tilovers for den, måde spillerne fik vendt kampbilledet.
– I 1. halvleg er vi i den grad i problemer. Silkeborg er gode og får bragt deres styrker i spil, mens vi samtidig ikke rammer vores niveau. Vi er for passive, og vi mangler generelt bare udtryk i vores aktioner.
– Det får vi virkelig rettet op på i 2. halvleg, hvor vi fra start kan kende os selv igen. Vi får lagt et stort tryk på deres felt – både med og uden bold. Vi har flere muligheder for at lukke kampen, så den ikke bliver spændende til sidst.
– Silkeborg får nogle muligheder for at udligne, mens vi også selv får nogle store chancer for at udbygge. På det område kunne kampen nemt være gået begge veje. Men drengene skal have stor ros for deres 2. halvleg, og den måde de fik ændret kampbilledet på, lyder det fra cheftræner Mathias Rahbek.’
Nu venter der en landskampspause, inden Vejle gæster EDC Arena den 21. oktober. Kampen spilles kl. 15.15 og der er som altid gratis adgang for alle interesserede.
Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U17 Ligaen.
FC Midtjylland U17 – Silkeborg U17 3-2 (1-2)
14’ 1-0 Sebastian Lodberg
15’ 1-1 Kevin Knudsen
40’ 1-2 Kevin Knudsen
51’ 2-2 Sebastian Lodberg
72’ 3-2 Bilal Konteh
FCM U17 (5-3-2): Silas Novrup – William Kold Jensen, Bilal Konteh, Emil Linde, Andreas Knak, August Emil Skyttehave – Marcus Nielsen, Sebastian Lodberg, Daris Catak – James Alpinas, Frederik Bunten – Jonathan Poulsen (65’), Malik Pimpong (65’), Marcus Jensen (82’), Simon Stampe (90’).