Med tre sejre i træk havde FCM U17 holdt sig inde i kampen om podiepladserne i en historisk tæt U17 Liga, og lørdag gjaldt det duellen med en af de direkte rivaler – OB.
Fynboerne lå før kampen tre point foran FCM, og havde selv brug for en sejr for at forblive relevante i mesterskabskampen. Det var således to hold, der begge var presset til at gå efter sejren, og værterne skulle vise sig at få den bedste start på opgøret.
Efter seks minutter brød Max Andersen igennem FCM’s venstre forsvarsside og fik slået et indlæg ind i feltet. Det havde keeper Liam Selin læst, men bolden ramte ham på underbenet og sprang i stedet i nettet.
Så var kampen åbnet op og OB tog også det næste stik hjem. Et veludført hjørnespark blev sendt ind i hovedet på midterforsvareren Julius Bertel Askou, der stangede ”De Striwede” på 2-0.
Det var bestemt ikke den start, FCM’erne havde sæt næsen op efter. Kampplanen for de sort-røde var at presse højt og skabe overtal på flankerne, og det lykkedes i perioder, men ret beset var OB lige så farlige ved at spille simpelt og direkte.
Efter 22 minutter lykkedes det FCM’erne at få reduceret på et straffespark. Manden bag var Mikel Gogorza (billedet), der afdriblede to mand, inden han blev bremset med ulovlige midler. Gustav Bjerge omsatte fra ellevemeterpletten.
Den stilling fik dog kun lov til at stå i syv minutter, inden hjemmeholdet atter trak fra. OB blev tilkendt et frispark ude i banens ene side og nok engang fandt det pandebrasken på en forsvarsspiller – Valdemar Hansen var det denne gang.
Så var FCM U17 lige vidt, men igen lykkedes det at komme tilbage i kampen. Mikel Gogorza viste igen gode evner på bolden og fandt Akwasi Owusu med en stikning i dybden. Han kvitterede ved at gøre det til 3-2 og sørgede derved for at holde snor i hjemmeholdet.
Udligning og udvisnings-forskrækkelse
I anden halvleg bølgede spillet frem og tilbage indtil det 68. minut, hvor FCM’erne fik udlignet. De ellers så fysisk stærke OB-spillere fik ikke clearet et hjørnespark og så huggede indskiftede Daris Catak den løse bold i nettet.
FCM’erne pressede på for at fuldbyrde comebacket, men et kvarter før tid fik de bragt sig selv i uføre. Mathis Konradsen ville lægge bolden tilbage til målmanden, men Konradsens aflevering manglede fart og blev opsnappet af en OB’er, der nåede at spille bolden, før han blev tacklet uden for feltet af Liam Selin.
Det kunne let have resulteret i direkte rødt til FCM-keeperen, men dommer Allan Borgstrøm holdt hovedet koldt. Han vurderede at ingen kunne have nået OB’erens aflevering, der røg ud over baglinjen, og nøjedes derfor med en advarsel.
Begge hold gik efter sejren i slutfasen, hvor OB havde et par nærgående omstillinger, mens FCM kom frem til et par gode afslutninger ved Mikel Gogorza og Sander Evjen-Brostrøm.
I sidste ende formåede ingen af holdene dog at fremtvinge den afgørende scoring og så måtte de i stedet dyste om et bonuspoint i den obligatoriske straffesparksafgørelse. Den øvelse klarede hjemmeholdet bedst, i det de scorede på alle deres fem forsøg, mens FCM’erne brændte et enkelt – et udfald der på bundlinjen efterlod FCM’erne med et enkelt point, de ikke kan bruge til så meget.
Top 3 ude af egne hænder
Efter kampen erkendte cheftræner Allan K. Jepsen, at det nu bliver svært for FCM U17 at ende i top tre:
– Ja, det gør det. Vi har stadig en kamp tilbage, og den vil vi gøre alt for at vinde, men der er flere resultater, der skal flaske sig for at vi får bronzemedaljer. Det er lidt både-og i dag, synes jeg. Vi møder et OB-hold, der er afsindigt gode i duellerne og overmatcher os på fysik. Omvendt synes jeg vi er bedre i spillet med bolden, men ja, jeg savner at vi lige kan tage det sidste skridt til sidst, lød det fra Jepsen.
Sæsonens sidste opgave for FCM U17 er hjemmekampen mod FCK næste lørdag kl. 13.00. Opgøret er også en duel om topscorertitlen mellem Nicolaj Tornvig og FCK’s Amin Chiakha, der begge er noteret for 20 ligamål før sæsonens sidste kamp. Se stillingen og de øvrige resultater fra U17 Ligaen her.
OB U17 – FC Midtjylland U17 3-3 (3-2), 8-7 efter straffesparkskonkurrence
6′ 1-0 Max Albæk Andersen
13′ 2-0 Julius Bertel Askou
22′ 2-1 Gustav Bjerge, strf.
29′ 3-1 Valdemar Hansen
43′ 3-2 Akwasi Owusu
68′ 3-3 Daris Catak
FCM U17 (4-3-3): Liam Selin – Christian Jørgensen, Mathis Konradsen, Gustav Bjerge, Simon Kristiansen (80′ Mahdi Babaiasl) – Jonathan Lindekilde (64′ Daris Catak), Lasse Overgaard Nielsen (80′ William Kold Jensen), Sofus Østergaard Johannesen (46′ Marcus Nielsen) – Mikel Gogorza, Nicolaj Tornvig Hansen (46′ Sander Evjen-Brostrøm), Akwasi Owusu