Akademiet

U17: Ti mål i lokalopgøret

En fremragende første halvleg lagde fundamentet for FCM U17's 7-3-sejr over Silkeborg IF.

24/10/20
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Det startede ellers ikke alt for godt for FCM U17, der kom bagud kort efter kampen var fløjtet i gang. Ulvene virkede ikke helt klar på et hjørnespark, og hjemmeholdet kunne score på en returbold.

Målet virkede dog til at tænde FCM’erne, der udlignede få øjeblikke senere. August Priske slog turboen til, og driblede sig helt ned til mållinjen, hvor han blev nedlagt. Straffespark, som Gustav Ørsøe Christensen scorede på.

Herfra så FCM U17 sig ikke tilbage – et hårdt genpres gjorde det umuligt for Silkeborg at fastholde spillet, og når FCM’erne først var på bolden, var spillerne dygtige til at finde rummene.

Det blev farligt stort set hver gang, de sort-røde kom på Silkeborgs banehalvdel – og det gjorde de ofte i en halvleg, der helt og holdent tilhørte dem.

Det gode spil blev kombineret med en høj grad af effektivitet og målene faldt med korte intervaller – ofte efter at FCM’erne fik spillet en stikning ud under Silkeborgs backs. Løbeviljen var forbilledlig hos samtlige FCM’ere og det var med til at trække Silkeborg-defensiven fra hinanden.

– Føler nærmest jeg måtte tale dem op efter slutfløjt

FCM’erne havde i den grad momentum, og det var derfor med en vis ærgrelse, at holdet måtte gå til pause – med 6-1 på tavlen. FCM’erne ville helst bare være blevet inde på banen og kørt på.

– Vores oplæg til anden halvleg var at vi skulle holde momentum, velvidende at det var næsten en umulighed bare at videreførere takterne. Og det blev da også nøjagtig så svært som ventet, konstaterede cheftræner Claus Therkildsen.

SIF U17 kom nemlig ud med et markant forandret udtryk, og virkede fast besluttet på at nu skulle der lukkes af. Det betød at hjemmeholdet stillede sig langt tilbage på banen, og derved lykkedes det at lukke de rum, FCM’erne havde boltret sig i før pausen.

Når holdet fra Søhøjlandet erobrede bolden gik det af sted over stok og sten i omstillinger, og det lykkedes hjemmeholdet at reducere to gange, inden indskiftede Malte Melin fik det sidste ord med sin scoring til 3-7.

– Lige da kampen bliver fløjtet af er spillerne faktisk rigtig skuffede over anden halvleg, og jeg føler nærmest jeg er nødt til at tale dem op, og minde dem om at vi altså vinder 7-3 og spiller rigtig godt. Det siger noget om, at de stiller høje krav til dem selv, men de skal også huske at glæde sig over succeserne. Vi kunne godt have undgået nogle af omstillingerne vi får imod os i anden halvleg, men jeg ville ikke ændre på vores udtryk, fortæller Claus Therkildsen.

FCM U17 spiller igen i den kommende weekend. Modstanderen er Claus Therkildsens gamle klub – AGF, der tidligere i dag vandt 2-0 over OB.

Silkeborg IF U17 – FC Midtjylland U17 3-7 (1-6)

7′ 1-0 Lasse Kaihøj
9′ 1-1 Gustav Ørsøe Christensen, strf.
14′ 1-2 Gustav Ørsøe Christensen
34′ 1-3 August Priske
40′ 1-4 August Priske
41′ 1-5 August Priske
44′ 1-6 Donavan Bagou
49′ 2-6 Simon Birch Andersen
69′ 3-6 Magnus Bøttker
89′ 3-7 Malte Melin

FCM U17 (4-3-1-2): Frederik Bach Jensen – Gustav Fraulo, Malthe Bøndergaard, Mads Nybo Lauritsen, Rasmus Kristiansen (63′ Andreas Bonnén) – Valdemar Byskov Andreasen (46′ Adam Andersen), Heini Sørensen (46′ Malte Melin), Jonathan Asp – August Priske – Gustav Ørsøe Christensen, Donavan Bagou.

Advarsler: Heini Sørensen, Gustav Fraulo.