For anden gang på to uger mødte FCM U17 Brøndby, og for anden gang endte det med fuldt udbytte til de sort-røde.
Sammenlignet med hjemmekampens 5-1 sejr måtte FCM’erne dog slide langt hårdere for sejren, der først blev sikret i slutminutterne.
Forud var gået et jævnbyrdigt opgør, hvor ingen af holdene gav noget ved dørene. Brøndby var tydeligt opsatte på at revanchere sig, og havde læst på lektien fra den første kamp, hvor FCM U17 vandt rigtig mange dueller på banens midte.
Det havde hjemmeholdet forsøgt at løse ved at skifte et par spillere, og de nye folk neutraliserede den fordel, FCM havde haft i duel- og presspillet.
Det var ikke meget det ellers så dynamiske FCM-mandskab fik sat sammen frem ad banen i første halvleg. Hjemmeholdet forsøgte ret konsekvent at spille FCM’erne tynde i banens sider, men FCM’s tre centrale forsvarsspillere løste for det meste opgaven godt – og derfor sluttede de første femogfyrre minutter uden mål.
Fra anden halvlegs start tog begivenhederne fart. Formstærke Mikel Gogorza var først til at bryde dødvandet, da han headede et frisparksindlæg fra Lasse Overgaard over i det lange hjørne, men otte minutter senere kvitterede Jakob Wismann, da han klappede returbolden fra et hjørnespark op i krydset. To flotte mål.
FCM’erne skabte langt mere efter pausen, hvor Brøndby ikke helt kunne fastholde intensiteten i presspillet, og tre minutter før den ordinære spilletids udløb fandt to af FCM’s indskiftere hinanden i et godt sammenspil. Akwasi Owusu og Sebastian Lodberg fangede Brøndby i ubalance og sidstnævnte kunne sparke det forløsende 2-1 mål ind.
Så havde hjemmeholdet travlt og tre minutter inde i overtiden blev de tilkendt et frispark uden for feltet for en hands-forseelse. Lukas Larsen sendte et kvalificeret spark af sted, men Liam Selin reddede inde på stregen – dermed led Brøndby U17 sæsonens første nederlag på hjemmebane.
I FCM-lejren var der forståelig glæde over tre hårdt tilkæmpede point:
– Det er ikke verdens kønneste kamp i dag, men et fedt opgør med tempo og intensitet. Brøndby er en dygtig modstander og var godt indstillede på os i dag, og det gav en tæt kamp, som det var ekstra dejligt at trække sig sejrrigt ud af til sidst. Vi har tidligere sat nogle føringer over styr i slutfasen, så der skal lyde ros til spillerne for at stå for presset i seks minutters overtid, udtalte en glad Allan K. Jepsen efter opgøret.
Det var FCM U17’s tredje sejr i træk efter at sæsonen startede op igen, og det efterlader dem på en øjeblikkelig andenplads i en meget tæt U17 Liga. Næste opgave for holdet er hjemmekampen mod OB på fredag kl. 15.00.
Brøndby IF U17 – FC Midtjylland U17 1-2 (0-0)
48′ 0-1 Mikel Gogorza (assist Lasse Overgaard Nielsen)
56′ 1-1 Jakob Remark Wismann
87′ 1-2 Sebastian Lodberg (assist Akwasi Owusu)
FCM U17 (3-4-3): Liam Selin – Mathis Konradsen, Simon Kristiansen, Magne Norn – Lasse Overgaard Nielsen, Jonathan Lindekilde, Christian Jørgensen, Sofus Østergaard Johannesen (84′ Sebastian Lodberg) – Mikel Gogorza (84′ Timothy Kongsbak), Nikolaj Tornvig Hansen (76′ Daris Catak), Sander Berge (76′ Akwasi Dwomfour Owusu)