Otte kampe. Det er hvad, der er tilbage for U17, som har haft en sæson med både gode og dårlige perioder.
I foråret har der været flere svingende præstationer, og holdet kæmper nu for at skrabe point sammen, så de kan slutte af på 2. pladsen, som fortsat er inden for rækkevidde. Selvom resultaterne er vigtige, har det også betydning, hvordan spillerne udvikler sig, så de på sigt kan prøve kræfter med et endnu højere niveau.
Det fortæller U17-cheftræner Mathias Rahbek, som giver en status på holdets sæson indtil videre.
– Overordnet set synes jeg, at vi har haft en god sæson indtil videre. Vi har jo set en flok spillere, der har udviklet sig rigtig godt. Der er flere af vores spillere, som banker på oppe på vores U19-hold. Det er jo det, der er hele formålet med vores talentudvikling; at klargøre dem til det næste niveau.
– Resultatmæssigt har det været bedst i efteråret. Vi har haft et sværere forår. Der har været mange spillere, som har skullet tage nye roller. Det synes jeg virkelig, at de arbejder godt med, men det er klart, at det er en længere proces, siger Mathias Rahbek.
Vigtigt med det rette udtryk
Sæsonen bliver fløjtet af i slut juni, og i mellemtiden kan holdet kigge tilbage på både gode og mindre gode præstationer før 23/24’s slutspurt. Her fremhæver Mathias Rahbek 2-3-nederlaget til AaB, der var U17-drengenes eneste nederlag i efteråret.
– Jeg synes faktisk, at en af de bedste kampe, vi har spillet, var den eneste kamp, vi tabte i efteråret. Sådan er det så sjovt med fodbold nogle gange. Vi tabte godt nok på hjemmebane mod AaB, men vi havde et virkelig fedt udtryk i den kamp.
Akademiets weekend: To styks sejrssang
Omvendt vil cheftræneren dog også nævne en kamp, som de unge akademister trak sig sejrrigt ud af. Her tænker han tilbage på 3-2-sejren over FCK, der også er holdets kommende modstander på tirsdag den 30. april.
– Jeg vil også fremhæve en kamp, vi vinder, men hvor det var med samme udtryk; sejren over FCK, hvor vi var sindssygt aggressive og alt det, vi gerne vil være som fodboldhold. Vi rider stormen af til sidst, og vores målmand Silas (Novrup, red.) lavede en helt fantastisk redning.
– Så der har været mange højdepunkter, der ikke nødvendigvis handler om, hvorvidt kampen er vundet eller tabt, men mere de der kampe, hvor vi virkelig har følt, at vi har været der, fortæller Mathias Rahbek.
Tæt tabel skal afgøres
I skrivende stund befinder U17-holdet sig på 5. pladsen med 35 point i en tæt tabel, hvor få point adskiller nummer to og fem. Kun OB er stukket af med 53 point på 1. pladsen. Det betyder også, at der er meget at spille for i de sidste kampe, når det hele skal afgøres.
For Mathias Rahbek og resten af holdet er tabellen vigtig, men først og fremmest er der fokus på, at gøre spillerne klar til de næste steps i karrieren.
– Det er jo ikke fordi, at vi ikke har et øje for tabellen, fordi selvfølgelig vil vi gerne ende så højt som muligt, men dagligdagen går jo med at dygtiggøre de næste. Det er klart, at når spillerne gør det godt og banker på til næste niveau, så er det godt for os.
– Det er sådan, det typisk er i et forår hos os, hvor vi gerne vil give spillerne chancen. Vi går 100 procent efter at ende så højt som overhovedet muligt i tabellen, men det allervigtigste er, at vi får forberedt drengene til næste niveau, siger U17-cheftræneren.
Som nævnt tidligere spiller de unge midtjyder deres næste kamp på tirsdag på udebane mod FCK. Næste gang drengene stiller til start på hjemmebanen, EDC Arena i Ikast, er lørdag den 4. maj kl. 15.15, når AGF kommer på besøg. Her vil som altid være gratis adgang og mulighed for livestream.
Du kan altid følge med i resultaterne og den aktuelle stilling i U17 Ligaen her.