FCM U19 mødte kvalificeret modstand onsdag aften, da de fik besøg af Esbjerg. Vestjyderne troppede op med fire sejre i træk og lå før kampen placeret på en fjerdeplads.
Resultatet blev en glimrende topkamp med to hold, der begge gerne ville spille i højt tempo og med højt pres.
Inden kampen for alvor nåede at sætte sig, måtte FCM U19 imidlertid foretage en nødtvungen udskiftning. Venstrebacken Kristoffer Lund, der faktisk skifter til EfB til sommer, faldt forkert ned efter en duel og slog kravebenet. Ind i hans sted kom Tobias Damtoft.
Efter den episode lykkedes det gradvist FCM at tage styringen med kampen, og hjemmeholdet fik sendt et par nærgående afslutninger afsted. I det 27. minut drev Aral Simsir bolden frem og lagde den i dybden til Victor Lind, der huggede på mål. Esbjerg-keeperen halvklarede forsøget, men Aral havde fortsat sit løb ind i feltet og bragte FCM foran.
1-0 ved pausen, og føringen var ifølge assistenttræner Michael Silberbauer “absolut fortjent”.
Efter pausen pressede FCM’erne på for at fremtvinge det andet mål, der ville give dem kontrol med kampen. Det blev blandt andet til en ny stor chance til Aral og et skud på overliggeren fra indskiftede Mikkel Tønnesen.
Gæsterne var dog ingenlunde ude af opgøret, og med små tyve minutter tilbage fik de slået et godt, højt indlæg fra kanten mod feltet. Her fik Marcus Hansen et drømmetræf på læderet og bragede udligningen i nettet.
Udvist for jubelscene
Begge hold gik herefter helhjertet efter sejren, men tre minutter før tid tippede vægtskålen til esbjergensernes side. Et lidt unødvendigt FCM-frispark uden for feltet gjorde, at gæsterne kunne slå et indlæg ind i panden på Rasmus Rejnhold, der scorede til 2-1.
I den efterfølgende jubel tog han trøjen af, og det kostede ham en advarsel, hvilket ville have været en parentes i fortællingen om kampen, hvis ikke det var fordi, at Rejnhold allerede havde fået det gule kort. Det betød marchordre til EfB-målscoreren.
Dermed var scenen sat til et hidsigt FCM-stormløb i slutminutterne, men det kom aldrig rigtigt. De ti tilbageværende Esbjerg-spillere forsvarede sig klogt og holdte FCM fra de helt åbne tilbud og kunne derved tilføje FCM det første hjemmebanenederlag siden september 2019.
Assistenttræner Michael Silberbauer ærgrede sig over nederlaget, men var ellers fattet i sin bedømmelse af kampen:
– Jeg synes, vi gør det, vi skal, og vi skaber også nok chancer til, at vi bør vinde kampen, så præstationen var godkendt. Vi får ikke scoret det mål til 2-0, der vil lukke kampen, og det gør, at Esbjerg bliver ved med at tro på det, konstaterede Silberbauer.
FCM U19 var ikke det eneste af U19 Ligaens tophold, der var i problemer onsdag aften. Således tabte forfølgerne fra FC Nordsjælland også – et nederlag på 1-0 til Brøndby. Til gengæld var der ingen slinger i valsen fra FCK’s talenter. Hovedstadsholdet slog de forsvarende mestre fra OB med 4-0. Netop FCK er FCM’s næste modstander. De gæster EDC Arena nu på lørdag kl. 13.00.
FC Midtjylland U19 – Esbjerg fB U19 1-2 (1-0)
27′ 1-0 Aral Simsir
72′ 1-1 Marcus Hansen
87′ 1-2 Rasmus Rejnhold
FCM U19 (4-3-3): Valdemar Birksø – Kristoffer Lund Hansen (8′ Tobias Damtoft (46′ Victor Bak Jensen)), Pontus Texel (80′ Valdemar Byskov Andreasen), John Ndjate, Rasmus Kristiansen – Frederik Christensen, Oscar Fraulo (68′ Mikkel Tønnesen), Danijel Djuric – Victor Lind, Mads Hansen (46′ Andreas Nibe), Aral Simsir.