Akademiet

U19 fik deres revanche

Der var mere grusgrav end Copacabana over forholdene, da FCM U19 lørdag slog Brøndby med 2-1 i egen hule.

09/04/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Der var dømt topkamp i U19 Ligaen, da Brøndby lørdag eftermiddag tog imod et FCM U19-hold, der er ubesejret i foråret.

Desværre var der ikke meget “Masterclass” over græsbanen, der selv for årstiden var i en skidt forfatning. Sammen med en kraftig vind satte underlaget sit tydelige præg på spillet i et opgør, der blev præget af mange lange bolde, dueller og tilfældigheder.

FCM’erne fik en ønskestart på kampen, da de i det fjerde minut bragte sig foran efter en omstilling. Valdemar Andreasen sendte Gustav Christensen afsted i dybden – tæt fulgt af yderligere et par FCM’ere. Holdkammeraternes gode løb tiltrak sig så meget opmærksomhed, at Christensen kunne gå selv og sparke FCM U19 i front.

Ulvene var bedst i en rodet halvleg, og efter godt en halv times spil var Victor Lind tæt på at gøre det til 2-0, men han blev holdt fra fadet af en stor redning af Jonathan Ægidius, der gentog bedriften lige før pausen, hvor Valdemar Andreasen testede ham.

Redninger på stregen

I anden halvleg spillede FCM’erne mod vinden, men alligevel var Frederik Heiselberg (billedet) ad to omgange tæt på at gøre det til 2-0, men begge gange formåede Brøndby-spillerne at redde på selve målstregen.

I stedet slog hjemmeholdet tilbage med et flot mål. Marinus Larsen tog chancen fra distancen, og assisteret af vinden bankede han bolden i mål via overliggeren.

Udligningen var ikke helt i overensstemmelse med chancefordelingen, men FCM’erne formåede at holde hovedet koldt. Tyve minutter før tid spillede Danijel Djuric Gustav Christensen fri med en bold i dybden, og Brøndbys Christian Friedrich fældede ham i feltet.

Straffesparket tog Victor Lind sig af, og selvom Ægidius gik til den rigtige side, kunne han ikke forhindre scoringen.

En etmålsføring på udebane kunne godt lyde som opskriften på nogle neglebidende slutminutter, men FCM’erne havde god kontrol med tingene og kørte sejren hjem. Dermed fik FCM’erne taget revanche for 6-1-nederlaget til netop Brøndby i efteråret.

For Kenneth Andersen var det til at få øje på, at holdet har udviklet sig siden da:

– Vi er først og fremmest blevet meget mere solide. Vi gav for meget væk i efteråret, og vi var for nemme at ryste. Det er vi ikke længere, og vi er også blevet mere effektive – både til at skabe chancerne og til at udnytte dem, udtalte han efter kampen.

Ingen af de to hold ramte deres bedste niveau i opgøret. Dertil var banen simpelthen for dårlig, og det ærgrede Andersen:

– Det er topkamp i både U19 Ligaen og U17 Ligaen, og der er masser af gode spillere på begge klubber. De fortjener at spille under nogle bedre forhold, og jeg synes, banen var under al kritik.

– Jeg har rost spillerne for, at de formåede at spille efter forholdene – det blev en kamp med masser af lange bolde, genpres og omstillinger, og der var vi en tand bedre end Brøndby, sluttede FCM-træneren.

De tre point efterlader FCM U19 på en øjeblikkelig tredjeplads i U19 Ligaen – seks point efter netop Brøndby. Det ældste akademihold spiller allerede igen på tirsdag, hvor de møder Lyngby på udebane.

Brøndby IF U19 – FC Midtjylland U19 1-2 (0-1)

4′ 0-1 Gustav Ørsøe Christensen (assist Valdemar Byskov Andreasen)
60′ 1-1 Marinus Larsen
80′ 1-2 Victor Lind (straffe)

FCM U19 (4-3-3): Nicholas Beetson – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Ousmane Diomande, Gabriel Kehinde Victor (46′ Viktor Bak Jensen) – Oscar Fraulo (71′ Danijel Djuric), Andreas Nibe, Valdemar Byskov Andreasen (85′ Obule Sunday Moses) – Victor Lind, Frederik Heiselberg (62′ Heini Sørensen), Gustav Ørsøe Christensen.