Akademiet

U19 gjorde arbejdet færdigt

Slog Vejle 3-1 i årets sidste ligakamp og overvintrer på førstepladsen.

12/11/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Det stod tidligt klart, at det ville blive en markant anderledes kamp end den seneste rundes åbne opgør mod FCK. Vejle havde valgt at stille med fem mand i bagkæden, stod dybt og overlod initiativet til FCM’erne.

Det havde ligaens førerhold det fint med, og efter  elleve minutters spil viste Andreas Nibe vejen. FCM-playmakeren spillede en bold hen over Vejles bagkæde til Gustav Christensen, der ikke svigtede. Det var 19. ligamål fra Christensen, der har været helt ustoppelig i efteråret.

Ansporet af føringsmålet trykkede FCM’erne yderlige på, og efter tyve minutters spil blev det 2-0.

To gange Gustav – Fraulo og Christensen – kombinerede sig igennem i den ene side og bolden endte hos Daniel Freyr, der fra en spids vinkel sendte et indlæg ind i feltet. Det var lidt uklart om bolden strøg direkte i nettet eller blev rettet af af en forsvarer – men mål var der i hvert fald.

Det var en fortjent føring til FCM-mandskabet, der virkede godt indstillet på opgaven. Vejle prøvede at stå kompakt og sende deres wingbacks af sted i omstillinger, men det træk var FCM’erne opmærksomme på, og fik lukket godt ned for.

Skulle man endelig skose FCM U19 for noget, var det at holdet ikke fik gjort det til 3-0 før pausen. Det var der ellers flere gange var optræk til, men mod et kompakt hjemmehold manglede den afgørende timing.

Det var derfor et FCM-mandskab ivrige efter at sætte tingene helt på plads, som kom ud til anden halvleg – og de sort-røde skulle ikke vente længe på 3-0 målet.

Denne gang agerede Pontus Texel arkitekt, og inde foran mål gjorde Julius Voldby arbejdet færdigt med sin femte sæsonscoring.

Den hurtige scoring tog spændingen ud af opgøret, hvor FCM’erne fortsatte deres dominans, uden dog at få scoret yderligere.

Mod kampens slutning lettede FCM’erne foden en smule fra gaspedalen. Det kostede et clean sheet, da Vejle-spillerne fik reduceret efter et godt angreb, som Viktor Harpøth afsluttede ved at prikke bolden over i det lange hjørne.

– Op til os at skabe kampen

Den sene scoring kunne dog ikke rokke ved FCM U19’s niende sejr i træk, og Kenneth Andersen var da også lidt vemodig over at opgøret var FCM’ernes sidste ligakamp i år.

– Som det går lige nu, og med den form vi er i, kunne jeg da godt tænke mig at vi havde to runder mere. I dag var det helt op til os at sætte tempo og skabe kampen mod et Vejle-hold der havde fokus på at forsvare sig. Den opgave fik spillerne løst godt, og jeg har rost dem for den omhu og koncentration, de går til alle kampe med, fortalte en tilfreds Kenneth Andersen.

Med sejren cementerede FCM U19 førstepladsen i U19 Ligaen, hvor ulvene har henholdsvis otte og ti point ned til FCK og Silkeborg på de efterfølgende pladser – dog for en kamp mere end forfølgerne.

Fodboldåret 2023 er dog ikke helt slut endnu for FCM U19. I slutningen af november og starten af december deltager det ældste Akademihold i de uofficielle nordiske mesterskaber – mere information følger her på siden.

Vejle BK U19 – FC Midtjylland U19 1-3 (0-2)
11′ 0-1 Gustav Christensen (assist Andreas Nibe)
21′ 0-2 Daniel Freyr Kristjánsson
48′ 0-3 Julius Voldby (assist Pontus Texel)
90′ 1-3 Viktor Hem Harpøth

FCM U19 (4-3-3): Nicholas Beetson – Pontus Texel, Mikkel Fischer (80′ Adam Nygaard Andersen), Mads Nybo Lauritsen, Daniel Freyr Kristjánsson (80′ Rasmus Kristiansen) – Jamiu Musbaudeen, Gustav Fraulo (62′ Mikel Gogorza), Andreas Nibe (46′ Heini Sørensen) – Jonathan Lind, Julius Voldby (80′ Jonatan Lindekilde), Gustav Ørsøe Christensen