Akademiet

U19 nærmer sig målstregen

FCM U19 holdt mesterskabskursen med en 4-1-sejr over AGF.

05/06/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Fra kampens indledning var det tydeligt, at FCM forsøgte at få skubbet spillet op på AGF’s banehalvdel, hvorefter det gjaldt om at få lavet nogle indspil fra feltkanten. Gæsternes modtræk var at være godt organiseret og så satse på omstillinger og hurtige igangsætninger.

Trods gode intentioner var det dog ikke meget, der lykkedes for de to hold i en stort set begivenhedsløs første halv time. I hvert fald ikke offensivt.

Det skulle dog blive bedre. Ti minutter før pausen fik Mads Hansen et stort tilbud efter et hjørnespark, men FCM-anføreren måtte se sit forsøg blive sparket væk på målstregen.

Hansen var dog hurtig til at komme videre i teksten, og fire minutter senere scorede han til 1-0. Godt forarbejde fra Aral efterlod Hansen alene med målmanden, og med en kattepote af en yderside sendte han bolden ind via stolpen.

Det havde været en god føring at gå til pause med, men gæsterne ville det anderledes.

Et frispark fra den ene side blev slået ind mod bagerste stolpe, hvor den høje midterforsvarer Christian Lind stod påfaldende fri. Han hoppede op og headede udligningen i nettet, og så var det status quo før de sidste 45 minutter.

Godt samspil mellem Nibe og Lind

Her fik FCM’erne til gengæld også vist, hvorfor de topper tabellen. Allerede efter to minutters spil trak Andreas Nibe ind i feltet, hvor han lagde bolden af til Victor Lind, der var kommet på den rette side af sin markering. Han lagde behersket bolden over i det lange hjørne – simpelt, men effektivt.

Efter en times spil gentog Nibe og Lind kunststykket, da de i fællesskab gjorde det til 3-1. Aral Simsir chippede bolden ind til Nibe på kanten af feltet, han tæmmede den med brystet og lagde den på ny af til Lind, der resolut peb bolden ind i det lange hjørne.

Herfra var der aldrig tvivl om udfaldet. Fem minutter før tid lukkede Mads Hansen ballet, da han sikkert omsatte et straffespark begået mod ham selv.

– Det var meget varmt i dag, men til trods for det synes jeg, vi får spillet i et højt tempo, scorer fire fine mål og har mange gode samhandlinger. AGF voldte os lidt besvær på kontrastød og standardsituationer, men det er meget få egentlige muligheder, de kommer frem til. Vi laver en fejl ved deres udligning, men det er, hvad der sker. Jeg var ikke bekymret i pausen og følte, at vi bare skulle ud og holde fast i det spil, vi havde vist før pausen, så skulle det nok komme, erklærede cheftræner Henrik Jensen efter opgøret.

Sejren betyder, at FCM U19 med tre kampe tilbage kun behøver tre point for at kunne kalde sig mestre – reelt kun to point, da ulvene har en målscore, der er 32 mål bedre end Esbjerg, der er nærmeste forfølger. I næste runde venter dog en svær opgave i form af de regerende mestre fra OB, der tager imod i Ådalen.

Se stillingen og de øvrige resultater fra U19 Ligaen.

FC Midtjylland U19 – AGF U19 4-1 (1-1)

40′ 1-0 Mads Hansen (oplæg Aral Simsir)
43′ 1-1 Christian Lind Mikkelsen
48′ 2-1 Victor Lind (oplæg Andreas Nibe)
60′ 3-1 Victor Lind (oplæg Andreas Nibe)
85′ 4-1 Mads Hansen (straffe)

FCM U19 (4-3-3): Valdemar Birksø – Victor Bak Jensen, Mikkel Fischer, John Ndjate (63′ Rasmus Kristiansen), Pontus Texel – Frederik Christensen, Oscar Fraulo (69′ Mikkel Tønnesen), Andreas Nibe (74′ Simon Ulrich Madsen) – Aral Simsir, Victor Lind (69′ Juan Felipe Gomez Moreno), Mads Hansen.