Akademiet

U19 på guldmission

Et simpelt regnestykke: Sejr i Odense og FCM U19 er danske mestre.

19/05/23
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Med en 5-3-sejr over Vejle i den seneste runde forsvarede FCM førstepladsen over for FCK, der samtidig vandt 3-1 over Lyngby. Dermed beholdt ulvene deres firepoints forspring til rivalerne, selvom de måtte slide for sejren imod vejlenserne, der faktisk førte 3-2 en kort overgang:

– Offensivt fik vi skabt mange muligheder, og det var positivt, men vi skal have løftet kvaliteten, både af beslutningerne og af udførelsen. Vi lavede for mange fejl, og gav for mange chancer væk, fortæller cheftræner Kenneth Andersen.

Forud for lørdagens vigtige opgør mod OB kan han og holdet læne sig op ad historiebøgerne; det seneste U19-mesterskab kom nemlig i hus med en sejr på netop OB’s anlæg i Ådalen. Det var for to år siden, og faktisk er der to spillere fra det hold, som også optræder på det nuværende, nemlig anfører Pontus Texel og midterforsvareren Mikkel Fischer.

Desværre kommer ingen af de to profiler i aktion lørdag. Texel afsoner den sidste af to karantænedage efter at være blevet udvist mod Horsens, mens Fischer holdes ude af en skade, ligesom det var tilfældet mod Vejle.

Selvom Kenneth Andersen må undvære to stamspillere er mavefornemmelsen dog god hos cheftræneren, der da også har stået i situationen mange gange før:

– For mig er det vigtigste, at vi går til kampen som et hvilket som helst andet opgør, og at spillerne har det rette spændingsniveau. Det gælder om, at vi får bragt noget intensitet ind i opgøret, og at vi sørger for at løbe de nødvendige meter både offensivt og defensivt, lyder det fra cheftræneren.

Han forventer en tæt kamp mod fynboerne, som senest besejrede FC Nordsjællands talenter på Right to Dream Park og er en del af en stor subtop i U19 Ligaen. Kenneth Andersen beskriver ”De Stribede” som et dygtigt mandskab:

– Det er et godt hold, og de ligger også godt til i tabellen. De har noget fysik, de mestrer spillet med bolden, og de er dygtige på omstillinger, fortæller han.

FCM og OB mødte senest hinanden i september, og her blev det til FCM-sejr. I Ikast vandt Ulvene 3-2 efter et hattrick af ligatopscorer Gustav Christensen.

Lørdagens opgør fløjtes i gang kl. 12.30, mens FCK kl. 14 tager imod FC Nordsjælland. Hvis FCM vinder eller matcher FCK’ernes pointhøst på dagen er mesterskabet en realitet – ellers venter der en direkte duel om guldet i den næste weekend, hvor FCK gæster FCM og EDC Arena.