Det midtjyske mandskab kom bedst ud af starthullerne, og kom også fortjent foran efter fem minutters spil. Gustav Fraulo slog et udadskruet hjørnespark, som fandt pandebraksen på Jonathan Lind, der ellers startede standardsituationen udenfor feltet. Han kom fri af sin markering, inden han headede bolden skarpt ned i jorden og i mål.
Kort efter blev føringen fordoblet. Daniel Freyr Kristjansson kombinerede sig ud af presset med Gustav Christensen via nogle hurtige førstegangsafleveringer, inden førstnævnte sendte Jonathan Lindekilde i dybden. Lindekilde tog derefter sagen i egen hånd og driblede ind i feltet, inden han sparkede læderkuglen op i højre målhjørne. 2-0 efter et kvarters spil.
Efter en halv time var aktørerne fra 1-0-scoringen igen på spil. Gustav Fraulo clearede bolden langt nede på egen banehalvdel – en clearing der sendte Jonathan Lind alene igennem med gæsternes keeper, og her var angriberen kølig. Med en følt inderside sparkede han bolden ned i højre målhjørne til 3-0.
I første halvlegs overtid kom også Gustav Christensen på tavlen – angriberens sæsonmål nummer 30, og han blev dermed den mest scorende spiller i en enkeltstående sæson i Danmarks bedste ungdomsrække. Den lokale skarpretter smuttede gennem to af kronjydernes forsvarsspillere, inden han prikkede bolden forbi målmanden.
I anden halvleg blev det tydeligt, at det hektiske program med de fem kampe i udlandsturneringen Dallas Cup samt tre kampe i U19 Ligaen på kort tid, var en hård fysisk prøvelse for de midtjyske ungdomsspillere. Derfor blev initiativet overladt mere til gæsterne, som naturligt også havde fået besked på at jagte et eventuelt comeback.
Men selvom boldbesiddelsen blev lavere, var det fortsat FCM, der var mest målfarlige. I det 78. minut fik hjemmeholdet spillets største chance, da indskiftede Malte Melin vandt et straffespark efter en meget sen tackling af gæsternes Villads Westh. Her fik Gustav Christensen muligheden for at udbygge, men straffesparket blev sendt et godt stykke over mål.
Kenneth Andersen: Virkelig solid første halvleg
Mere skete der ikke i lørdagens kamp, og dermed viste U19 igen klassen, hvilket sørgede for sæsonsejr nummer 18 i 20 forsøg. Første halvleg var cheftræner Kenneth Andersen særligt tilfreds med:
– Første halvleg var rigtig, rigtig flot, og den er vi meget tilfredse med. I pausen prøver vi at pumpe lidt motivation ind hos spillerne og lave lidt rotationer, men ovenpå belastningen grundet vores hektiske program de sidste par uger – og vores 4-0-føring in mente – synes jeg, anden halvleg forløb naturligt.
Dermed har FCM med seks kampe igen en pointtotal på 54, hvilket er fem point ned til nærmeste forfølger, FC København, som ydermere har spillet en kamp mere end midtjyderne. Netop FC København mødte lørdag AC Horsens i det østjyske, og her sørgede “Den Gule Fare” for en hjælpende hånd, da de besejrede FCK med 3-1.
Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U19 Ligaen.
Men med seks kampe igen er intet afgjort, og de unge ulve skal derfor holde fokus på et enkelt opgør ad gangen. Jagten på det tiende U19-mesterskab i klubbens historie fortsætter på tirsdag den 25. april, når Silkeborg IF gæster EDC Arena til et midtjysk lokalopgør.
FC Midtjylland U19 4-0 Randers FC U19 (4-0)
5′ 1-0 Jonathan Filho Lind Rasmussen
14′ 2-0 Jonathan Lindekilde
30′ 3-0 Jonathan Filho Lind Rasmussen
48′ 4-0 Gustav Ørsøe Christensen
FCM U19 (4-3-3): Christian Rust – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Mads Nybo, Daniel Freyr Kristjansson – Jamiu Olaide Musbaudeen, Jonathan Lindekilde, Gustav Fraulo – Isa Abubakar Musa, Jonathan Filho Lind Rasmussen, Gustav Ørsøe Christensen – Malte Haulund Melin (45′), Mikel Gogorza (45′), Lasse Overgaard Nielsen (62′), Adam Nygaard Andersen (62′), Mathis Konradsen (72′).
U19-anfører Texel har øjnene på pokalen: Det vi arbejder for hver dag