De forsvarende mestre var tvunget til at skifte på målmandsposten, da Beetson fik et skrub til torsdagens træning – det gav plads til nytilkomne Mark Ugboh, og Ebedei-spilleren fik en nem debut i en ensidig kamp.
På en velplejet græsbane kom hjemmeholdet offensivt ud, men den åbne slagudveksling passede FCM’erne fint, og allerede i det tredje minut tog de føringen.
Frederik Heiselberg fandt Victor Lind (billedet) i feltet med en tværpasning, og derfra var der ikke rigtig nogen tvivl om udfaldet.
1-0 blev til 2-0 efter et kvarter, da Nibe skar AGF-defensiven i stykker med en præcis bold i dybden. Afleveringen til Lind lå lige mellem hjemmeholdets to midterforsvarere – angriberen trak sig fri og serverede bolden for Valdemar Byskov, der gjorde arbejdet færdigt.
Kort efter sendte højrebacken Pontus Texel et godt indlæg ind i AGF-feltet, hvor Heiselberg viste sine kvaliteter i luftspillet og headede bolden i kassen.
3-0 på tavlen, men FCM’erne havde endnu et skud tilbage i bomberøret før pausen. Efter højt pres blev bolden vundet på AGF’s banehalvdel, og afslutningsvis spillede Heiselberg Lind fri i feltet med samme resultat som ved 1-0-målet.
En kamp på FCM-præmisser
Halvlegsføringen på 4-0 gav et fair billede af kampens forløb, for FCM’erne havde været et skridt foran hele vejen igennem og kunne have ført større efter store chancer til blandt andre Viktor Bak, Ousmane Diomande og Gustav Christensen.
Der var således ikke meget at lave om på for Christensen og Duncan i løbet af pausen. De nøjedes med nogle småjusteringer offensivt i forventning om, at AGF ville spille mere påpasseligt i anden halvleg.
Det gjorde de også, og det lykkedes værterne at gøre det lidt sværere for FCM’erne at komme til chancer. De kunne dog ikke holde de sort-røde helt fra fadet, og efter knap et kvarter bragede Frederik Heiselberg bolden i nettet med et skud uden for feltet.
Da AGF’erne gav bolden op, indledte FCM’erne straks et hidsigt pres, der endte med, at Oscar Fraulo kunne sætte Valdemar Byskov Andreasen op til hans andet mål i kampen.
På det tidspunkt var kampen for længst afgjort, og kadencen faldt i opgørets sidste halve time. AGF’erne fokuserede på at beskytte eget mål, mens FCM’erne havde fået stillet målsulten.
Cheftræner Kenneth Andersen havde op til kampen bedt om “powerfodbold” fra sine spillere, og det leverede de:
– Det, jeg er allermest tilfreds med, er den intensitet, der er i vores spil. Vi har i nogen af de seneste kampe haft svært ved at gøre tingene på det fysiske niveau, vi gerne vil, men det lykkedes til fulde i dag. Der blev spillet fremad, der blev løbet dybt, og der blev sprintet retur. Mod AGF gør vi alle de ting, og spillerne kan jo selv se, at det kaster noget af sig, udtalte FCM’s cheftræner efter opgøret.
6-0-sejren var FCM U19’s hidtil største ligasejr i indeværende sæson og faktisk også forårets første clean sheet. De tre point gør, at FCM U19 blot er et enkelt point efter Brøndby på andenpladsen i U19 Ligaen.
Det ældste akademihold spiller allerede igen på tirsdag kl. 18.00. Det sker hjemme på EDC Arena mod Randers’ talenter.
AGF U19 – FC Midtjylland U19 0-6 (0-4)
3′ 0-1 Victor Lind (assist Frederik Heiselberg)
15′ 0-2 Valdemar Byskov Andreasen (assist Victor Lind)
20′ 0-3 Frederik Heiselberg (assist Pontus Texel)
41′ 0-4 Victor Lind (assist Frederik Heiselberg)
58′ 0-5 Frederik Heiselberg (assist Gustav Christensen)
59′ 0-6 Valdemar Byskov Andreasen (assist Oscar Fraulo)
FCM U19 (4-3-3): Mark Ugboh – Viktor Bak Jensen (76′ Gabriel Kehinde Victor), Ousmane Diomande, Mikkel Fischer, Pontus Texel – Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Valdemar Byskov Andreasen (76′ Danijel Djuric) – Victor Lind (46′ Obule Sunday Moses), Frederik Heiselberg (76′ Heini Sørensen), Gustav Ørsøe Christensen (60′ Juan Felipe Gomez Moreno).