Kvindefodbold

Uafgjort mod OB Q i ny test

Søndag fik FCM-kvinderne besøg af OB Q, der spiller i Gjensidige Kvindeliga. Det blev en målrig og underholdende affære, som Steen Gravgaard sætter flere ord på her.

10/02/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

FCM-kvinderne vendte fredag hjem fra træningslejren i Tyrkiet, hvor der havde været øget intensitet og fokus i træningen. Søndag var det så tid til en ny testkamp i Vildbjerg, hvor OB Q, der ligger nummer fire i Gjensidige Kvindeliga, kom på besøg.

Kampen endte 3-3 efter to meget forskellige halvlege.

– Det var en super god testkamp, der kommer lige i hælene på en træningslejr, der også har været rigtig god for os, begynder cheftræner Steen Gravgaard.

Den korte restitutionstid efter træningslejren havde været en lille bekymringskilde hos cheftræneren inden opgøret, og derfor vidste han ikke, hvad han kunne forvente sig.

– Vi var meget spændte på, om spillerne havde fået ladt batterierne op ovenpå en tur, der havde slidt både fysisk og mentalt. Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, da der blev leveret super disciplinerede indsatser hele vejen rundt. I hvert fald når man kigger på de punkter, vi havde fokuseret på til kampen, pointerer Steen Gravgaard.

Kampen var dog ikke en dans på røde roser for FCM-trænerbænken, der måtte se gæsterne score to gange i første halvleg.

– Jeg synes, vi starter klart bedst, men vi mister momentum, og det udnyttede OB Q til at få scoret to mål. Vi kæmpede os dog flot tilbage, og dermed fik vi reduceret til 2-1 inden pausen, fortæller Steen Gravgaard om 2-1-scoringen, der blev sat ind af Rikke Dybdahl.

I anden halvleg var det dog FCM-kvinderne, der kom bedst ud af det, da kampen endte 3-3, og FCM-kvinderne dermed vandt anden halvleg 2-1.

– I anden halvleg ser jeg nogenlunde det samme kampbillede, hvor momentum skifter mellem holdene. Jeg vil dog mene, at vi havde et lille overtag, og det udmundede sig heldigvis også i, at vi fik kæmpet os tilbage i kampen, vurderer Steen Gravgaard.

FCM-kvindernes to sidste mål blev scoret af henholdsvis den nyerhvervede finske midtbanespiller, Annika Huhta samt Mathilde Kaihøj.

– Alt i alt er vi rigtig tilfredse med de ting, vi kunne tage med fra denne underholdende testkamp mod et godt OB-hold, afslutter cheftræneren.

FCM-kvinderne spiller endnu en testkamp på lørdag, hvor Aalborg Freja gæster Vildbjerg. Denne testkamp er endnu et led i forberedelserne på sæsonstart, som er den 22. marts, hvor FC Thy-ThistedQ kommer på besøg.