Den 18. februar 2024 debuterede Mikel Gogorza på Brøndby Stadion. Næsten præcis et år senere skriver den 18-årige tekniker under på en ny femårig aftale, der kommer efter en periode, hvor stortalentet har arbejdet sig mere og mere ind på førsteholdet.
– Det er fedt. Grunden til, at jeg har skrevet under, er, at jeg har haft en sindssygt god udvikling, og jeg føler, det er det bedste sted, jeg kan være lige nu. Jeg er glad for, at underskriften er blevet sat, så der kan komme ro på, og al fokus kan rettes mod at spille fodbold, indleder Mikel Gogorza og fortsætter:
– Jeg fik min debut for et år siden, og siden da føler jeg kun, jeg er blevet bedre. Jeg får mange muligheder, og trænerteamet viser mig tiltro i forhold til, at jeg også kan spille de store kampe. Når man lægger alt sammen – udvikling og spilletid – er FCM det bedste sted, jeg kan være. Også når det kommer til alt det udenom fodbolden, hvor jeg bare bliver behandlet sindssygt godt.
Et cadeau til akademiet
Fodbolddirektør Peter Sand glæder sig over, at et af klubbens største talenter vier fremtiden til FC Midtjylland.
– Vi er glade for at skrive en lang aftale med Mikel, der vist sig flot frem på U17 og U19 samt de forskellige ungdomslandshold. Det helt store spring er at træde op i Superliga-truppen, og her har han med nogle flotte præstationer vist, at han også kan begå sig.
– Nu skal han lægge på og udvikle sig yderligere. Han har nogle ekstreme kvaliteter i forhold til sin evne til at udfordre en-mod-en, og vi har set på akademiet, at han har scoret mange mål. Det er helt naturligt, at det tager tid på førsteholdet, men det er et af udviklingsmålene, fordi vi ved, at han kan det. Det er et spørgsmål om tid.
Mikel Gogorza er en af flere akademispillere, som er trådt op på førsteholdet den seneste årrække, hvor blandt andre Aral Simsir, Oliver Sørensen, Elias Olafsson, Valdemar Byskov og Victor Bak høster masser af spilletid.
– Det her er et produkt af og et kæmpe cadeau til det gode stykke arbejde, der bliver lavet på akademiet. Fokus er på at accellerere den individuelle udvikling, så spillerne er klar til at slå igennem i en tidlig alder, og der ser vi, at Mikel kan være med i både Superliga-kampene og de internationale kampe, siger Peter Sand.
– Målet er at blive en fast spiller
Mikel Gogorza står noteret for 19 kampe på førsteholdet, en scoring og to assists. Og selvom dansk-baskeren er tilfreds med udviklingskurven, har han ambitioner om at blive endnu mere afgørende.
– Målet nu er at blive en fast spiller. Jeg snakker meget med trænerne om alt det uden bolden, hvor jeg stadig kan bygge på. Derudover min produktivitet; jeg kommer i en masse gode situationer, men nu er det næste step at få noget slutprodukt på i form af mål og assists, og det arbejder jeg hårdt på sammen med blandt andre ’Duncan’, siger Mikel Gogorza.
Stortalentet er den yngste mand i førsteholdstruppen, og han suger derfor til sig fra holdkammeraterne hver eneste dag.
– Der er helt klart nogle spillere på holdet, der har noget mere erfaring end mig. For eksempel Aral (Simsir, red.), som stadig er ung, men alligevel fire år ældre end mig. Han har prøvet meget allerede og er en af mine gode venner, der hjælper mig rigtig meget. Og så nogle af de gamle drenge – for eksempel Lössl – som altid kommer over og tager en snak og prøver at holde mig lidt nede, så jeg fokuserer på de rigtige ting, siger Gogorza.
Den nye aftale løber indtil den 31. december 2029.