Akademiet

Ung angriber forlænger med FCM og udlejes til PSV

August Priske har skrevet under på en treårig forlængelse og skal i de kommende ti måneder spille i hollandske PSV Eindhoven, som han skifter til på en lejeaftale.

02/09/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Mange dygtige offensivspillere har siden akademiets opførelse i 2004 været gennem FC Midtjyllands talentafdeling og er senere blevet profiler i både ind- og udland.

Et af de næste angribernavne, som står på spring i FCM, er 17-årige August Priske. Han har netop sat sin signatur på en ny kontrakt i FC Midtjylland, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2024.

Det glæder akademichef Flemming Broe.

– August har haft en rigtig god udvikling i den seneste periode i FC Midtjylland. Derfor er det med stor glæde, at vi har lavet en ny aftale med ham. Vi har en stor tro på, at han kan fortsætte sin udvikling, siger Flemming Broe.

August Priske er førsteårs U19-spiller, men allerede i sidste sæson fik han adskillige kampe i U19 Ligaen, hvor FC Midtjylland vandt et overbevisende dansk mesterskab.

– Vi havde en lang række U17-spillere, som sidste år fik kampe på U19-holdet, og der var August også en af dem, som viste sig godt frem blandt de lidt ældre spillere og var med til at vinde mesterskabet i U19 Ligaen, fortæller Flemming Broe.

I samme ombæring med forlængelsen har FC Midtjylland og PSV Eindhoven indgået en aftale, der sender den unge angriber på leje i den hollandske storklub i resten af den indeværende sæson.

– Han har været inviteret på et prøvetræningsophold i PSV, og de ser også et stort potentiale i ham, og derfor er alle parter meget tilfredse med denne lejeaftale for det næste år. Vi glæder os til at følge med i hans udvikling i Holland, understreger Flemming Broe.

August Priske er søn af FCM’s tidligere cheftræner Brian Priske, som nu står i spidsen for belgiske Royal Antwerp. En sidegevinst i forbindelse med lejeaftalen er derfor, at de to familiemedlemmer nu blot er bosat en times kørsel fra hinanden.

Lejeaftalen med PSV Eindhoven gælder indtil den 30. juni 2022.

August Priskes nye kontrakt med FC Midtjylland løber frem til den 30. juni 2024.