Akademiet

Ung angriber fortsætter i PSV

18-årige August Priske forlænger aftalen i FCM og fortsætter på leje i PSV Eindhoven i 22/23-sæsonen.

30/06/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

August Priske har i den seneste sæson været udlejet til PSV Eindhoven, hvor han har gjort sig flot bemærket med en masse mål og er blevet rykket op fra klubbens U18-hold til Jong PSV.

Her optræder den unge frontløber også i den kommende sæson. Priske har således forlænget aftalen med FC Midtjylland, og samtidig er parterne blevet enige om en ny etårig lejeaftale.

– August har haft et rigtigt godt år i Holland, hvor han har gjort det glimrende for Jong PSV. Sammen med August og PSV er vi blevet enige om, at det samarbejde skal fortsætte endnu en sæson. Vi glæder os over, at det er lykkes at lave en god aftale for alle parter, og vi ser frem til at følge Augusts fortsatte udvikling i den kommende sæson, siger sportschef Svend Graversen.

I den forgangne sæson scorede August Priske ni mål i 14 kampe for PSV’s U18-mandskab, mens det er blevet til 13 optrædener med en enkelt scoring til følge på Jong PSV, som spiller i den næstbedste hollandske række.

Den nye lejeaftale løber frem til den 30. juni 2023.