Andrea Thierry, der indtil nu har spillet for Kolding IF, har sat sin underskrift på en kontrakt med FC Midtjylland Kvindefodbold.
Hun er et stort talent, der har ti landskampe for det danske U16-landshold, og i den forgangne sæson har hun også nettet 11 gange i U16 Ligaen.
– Vi er stolte over, at Andrea ser FCM Kvindefodbold som det rigtige sted for hende at fortsætte sin udvikling. Andrea er et toptalent i årgang 2008, der har enormt gode fysiske forudsætninger for en stor karriere, og hun passer med sin gode teknik og direkte spillestil perfekt til det, som vi vil i FCM, fastslår sportschef Anders Madsen.
Offensivspilleren bekræfter også, at det er projektet i FC Midtjylland Kvindefodbold, der tiltalte hende.
– Jeg synes det, der er i gang med at blive bygget op, lyder rigtig spændende, og det vil jeg rigtig gerne være en del af. Det betyder også meget for mig, at jeg ved, at der er et stort fokus på den individuelles udvikling, og at jeg bliver set. Heldigvis kom tilbuddet bare på det rigtige tidspunkt, forklarer Andrea Thierry.
Sportschefen, Anders Madsen, tilskriver det dog også stor værdi, at FC Midtjylland har et godt samarbejde med Sportstar College.
– Der er ingen tvivl om, at vores gode samarbejde med Sportstar College har været en faktor for Andreas valg af os, hvor vi har en sammenhæng mellem skole, fritid og fodbold, som er svær at matche for de andre klubber, der har været interesserede i Andrea, udtrykker sportschefen.
Den nye FCM-spiller skal udvikle sig endnu mere og blive en del af en i forvejen ung trup.
– Andrea skal matches i de træningsmiljøer, som understøtter hendes udviklingsplan, og vi tror på, at Andrea kan indfri sit store potentiale hos os og blive en offensiv gevinst for FCM Kvindefodbold, fastslår Anders Madsen.
For hovedpersonen selv er der også et klart mål om at videreudvikle sig for at udleve drømmen.
– For mig er det klart drømmen, at jeg skal gå hele vejen og komme til at kunne leve af fodbolden. Jeg vil gerne være professionel, så jeg kan gøre, det jeg elsker hver dag, udtaler Andrea Thierry.
Velkommen til FC Midtjylland Kvindefodbold, Andrea Thierry.