Akademiet

Ungt talent vender retur til FC Midtjylland

Den 15-årige midtbanespiller, Frederik Bunten Kjeldal, skifter til FC Midtjyllands akademi. Lær ham bedre at kende nedenfor.

25/07/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Den 15-årige midtbanespiller, Frederik Bunten Kjeldal, er tilbage i FC Midtjylland. Han startede sin karriere i Hvinningdal Aktivitetsforening, HA85, og skiftede sidenhen til Silkeborg IF i U11-alderen. Dernæst gik turen til FCM og så igen tilbage til Silkeborg.

Nu er Frederik Bunten Kjeldal klar til at tørne ud for FC Midtjylland på ny. Denne gang på en akademikontrakt, hvor han i den kommende sæson træder ind på U17-holdet.

Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?

– Det betyder meget for mig, fordi det viser, at FCM tror på mig og er af den overbevisning, at jeg kan blive endnu bedre. Nu har jeg nogle år, hvor jeg skal fokusere på at udvikle mig i et stærkt miljø med nogle unikke faciliteter. Samtidig betyder det, at jeg begynder på ISI Idrætsefterskole efter sommerferien, og det glæder jeg mig til, fortæller Frederik Bunten Kjeldal.

Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?

– Noget af det, jeg ønsker at forbedre, er min involvering i både kamp og træning. Det vil jeg blandt andet gøre ved at blive endnu tydeligere i min kommunikation. Jeg vil også forbedre min teknik med bolden, heriblandt pasninger og driblinger.

Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?

– Jeg drømmer selvfølgelig om at spille så mange kampe som muligt. Og så drømmer jeg også om en dag at spille i Superligaen og komme til udlandet.

– Jeg har ambitioner om hele tiden at gøre mit bedste og arbejde hårdt med de mål, både klubben og jeg selv har sat. Og så må vi se, hvor det bærer hen i sidste ende.

Hvilken professionel fodboldspiller lader du dig inspirere af – og hvorfor?

– Her vil jeg sige Toni Kroos fra Real Madrid. Jeg kan godt lide at sætte pasninger sammen, spille mellem kæderne og finde mine holdkammerater i en god position. Jeg er forudseende i mit spil og prøver at være klog på banen. Samtidig har jeg en motor, der gør, at jeg kan løbe fra felt til felt. Derfor finder jeg inspiration i ham, siger Frederik Bunten Kjeldal.

Akademichef Flemming Broe siger følgende om Frederik Kjeldal:

– Frederik er en alsidig spiller, som via sit høje tekniske niveau og fine blik for spillet kan dække mange forskellige positioner. Han har ligeledes et stort fysisk potentiale og er både atletisk samt hurtig. Derudover er han lærevillig og træningsparat.

– Vi er utroligt glade for, at Frederik nu er tilbage i FC Midtjylland. Han tager et stort ansvar for sin egen udvikling både på såvel som udenfor banen, siger Flemming Broe.