Førsteholdet

Valdemar Birksø solgt til FC Fredericia

Efter to sæsoner på leje i FC Fredericia skifter Valdemar Birksø nu permanent til NordicBet Liga-mandskabet.

16/07/24
Christian Rothausen
Foto: Augustine Akena

Valdemar Birksø kom til FCM som U13-spiller fra samarbejdsklubben Brande IF, men nu går turen permanent videre til FC Fredericia, hvor den 23-årige målmand har spillet på lejeaftaler i de seneste to sæsoner.

Birksø og FC Fredericia kom flot fra land i NordicBet Liga i sidste sæson, men keeperen måtte se til fra sidelinjen fra slut september med en alvorlig knæskade. Denne er han nu tilbage fra, og efter en veloverstået træningslejr med FC Midtjylland er han igen klar til at komme i kamp.

– Efter to sæsoner med lejeaftaler er vi nået frem til, at det er bedst for Valdemar at komme permanent videre i karrieren. Fredericia har været godt tilfredse med Valdemar og omvendt, og derfor er vi glade for at kunne lande en aftale. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, udtaler fodbolddirektør Peter Sand.

Den tidligere akademispiller nåede ikke at få førsteholdsdebut i det midtjyske, men han forlader klubben med 43 U19 Liga-kampe samt otte opgør i UEFA Youth League på sit CV. I Fredericia står han hidtil noteret for 42 kampe.

FC Fredericia, som endte nr. 4 i NordicBet Liga i den forgangne sæson, åbner 2024/25 på udebane mod AC Horsens på søndag.