Førsteholdet

– Vi glæder os til en masse vigtige kampe

Oliver Sørensen er tilbage fra U21-landsholdet, hvor han fik debut og spillede fuld tid. Den tidligere akademist ser nu frem mod mandagens kamp i Odense, der bliver startskuddet på en vigtig periode.

22/10/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I Tjekkiet debuterede Oliver Sørensen i midtugen for U21-landsholdet med en plads i startopstillingen og fuld tid. EM-kvalifikationsopgøret endte 0-0 på trods af, at de danske drenge spillede en mand i overtal i 50 minutter.

– Det var fedt, både at være med og samtidig spille hele kampen. Resultatet var ikke godt nok, men personligt synes jeg, jeg gjorde en fin figur, siger Oliver Sørensen, som ligeledes nyder at være tilbage på træningsbanen i Ikast:

– Jeg har glædet mig til at starte og få gang i Superligaen igen, så på trods af vejret har det være nogle gode dage.

Den 21-årige midtbaneslider, der kom til FCM som U13-spiller, har fået stor ros for sine indsatser på det seneste med både mål og assist i udesejren over FCK og flere stabile præstationer.

– Jeg lader det aldrig stige mig til hovedet. Om jeg spiller godt eller skidt, gør jeg de samme ting og prøver at være mig selv. Det vil ikke ændre sig. Jeg er altid motiveret, og selvom man får noget ekstra selvtillid oven på en god periode, forsøger jeg bare at være mig selv og arbejde hårdt.

Nu venter en tur til Odense på mandag, når Nature Energy Park danner ramme om opgøret mellem OB og FC Midtjylland. En indbyrdes dyst, som midtjyderne har vundet de seneste tre af.

– Det bliver en kamp, hvor de måske stiller sig lidt ned, og vi skal være gode til at udnytte overtaget og styre spillet. Det handler om at få skabt problemer for deres defensiv og prikke et par bolde i kassen, siger Oliver Sørensen, der samtidig ser frem mod en begivenhedsrig periode med fire kampe på to uger:

– Vi glæder os til en masse kampe igen. Vi har trænet meget, hvilket vi jo ikke havde håbet på at skulle (på grund af europæisk exit, red.). Det bliver dejligt med en masse vigtige kampe. Pokalen er vind-eller-forsvind, og i Superligaen tæller ethvert point.

Oliver Sørensen står noteret for 64 kampe på førsteholdet med to mål og fire assists til følge. Han er desuden den FCM’er, som har løbet længst i 3F Superliga-sæsonen med 113.839 tilbagelagte meter svarende til 11.384 per kamp.

Paulinho om pausen: Har arbejdet på nogle justeringer