Førsteholdet

– Vi har arbejdet på at skærpe nogle ting

Michael Silberbauer ser frem til lørdagens hjemmekamp mod AGF. Holdet har udnyttet en uge på træningsbanen til at skærpe en række ting.

19/08/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

For første gang i sæsonen har der været mulighed for en hel uge på træningsbanen. Ingen europæiske midtugekampe har betydet, at trænerteamet har kunne lægge al fokus på weekendens kamp mod AGF.

– Det har været den første uge i et stykke tid, hvor vi har kunne gå i dybden med nogle ting på træningsbanen. Det har vi været sindssygt glade for, og vi har forsøgt at repetere nogle ting og på samme tid skærpe andre dele af spillet, siger Michael Silberbauer.

Intensivt arbejde får MCH Arena klar til lørdag

FCM’s seneste kampe har budt på både positive og negative aspekter. Ugen er blevet brugt på at repetere førstnævnte og skærpe ting, som kan forhindre sidstnævnte.

– Vi har masser af individualister, som kan score mål og blive farlige. Vi kan se, at vi har et sindssygt stærk hold, der hurtigt kan blive farlige. Vi skal dog bruge hinanden offensivt såvel som defensivt, hvor der i sidstnævnte har manglet en smule. Noget har været uheld, og noget har været fordi, vi ikke har været skarpe nok. Det er noget af det, vi har forsøgt at skærpe i ugens løb, pointerer Michael Silberbauer.

Fokus på AGF

Nu venter AGF, som med tyske Uwe Rösler i spidsen er inde i en god stime.

Aarhusianerne har kun tilladt 3,0 Expected Goals imod sig i den igangværende sæson – færre end noget andet hold i 3F Superliga. Anderledes er FCM det mest målfarlige hold i rækken med 13 scoringer på fem kampe.

– AGF er i et godt flow og har lavet flotte resultater. Derfor bliver det et svært opgør. Vi håber på, at vi kan få et kampbillede, hvor vi kommer til at være en del på bolden, så vi kan få sat vores offensive spillere i scene. Derudover håber vi, at vi kan spille en rigtig solid forsvarskamp, siger Michael Silberbauer.

Efter knap en måned væk fra MCH Arena byder lørdagens opgør også på et gensyn med hjemmebanen i Herning.

– Alle glæder sig sindssygt til at komme tilbage på vores hjemmebane med vores egne fans. Jeg håber, det kommer til at betyde en hel del for spillerne. Vi glæder os i hvert fald til at komme tilbage.

Se billetinfo