For lidt over en måned siden trådte 36-årige Henrik Jensen til som ny assistenttræner på FC Midtjyllands førstehold efter to succesrige år som U19-cheftræner.
Han beretter om en god og lærerig periode i sin nye rolle.
– Det har været en rigtig god start, og det har været inspirerende at blive en del af miljøet og kulturen, som der er skabt af vores dygtige stab og spillere på Superliga-holdet, fortæller Henrik Jensen og fortsætter:
– Overgangen fra akademiet til førsteholdet har været naturlig i og med, at jeg kender menneskerne i forvejen. Vi har en god måde at arbejde sammen på, og det har været lærerigt.
Henrik Jensen kom til FC Midtjylland for tre år siden, hvor han startede som U17-cheftræner, inden han stod i spidsen for U19-mandskabet fra 2019 og to år frem.
Nu har han været på sidelinjen som assistenttræner i sæsonens to første kampe mod OB og Celtic, og det er med samme fokus som altid.
– Når kampene kører, har jeg fuldt fokus på kampen, og hvordan jeg skal bidrage til teamet. Det handler om at assistere Bo og holdet. Kampene er selvfølgelig sjove og det, vi hele tiden forbereder os til, men det er ikke så meget anderledes, end hvad jeg tidligere har prøvet. Man er i en zone under kampene, forklarer Henrik Jensen.
Intens kamp i højt tempo i vente
Tirsdag spillede FCM 1-1 på udebane mod Celtic i Champions League-kvalifikationen, og den præstation skal der bygges videre på.
– Vi skal bygge videre på Celtic-kampen. Vi kom ud med et rigtigt stærkt udtryk og havde i mange perioder et godt presspil og en stærk defensiv organisation. Der var en enorm løbevillighed over hele linjen, og det skal vi se igen mod AaB, siger Henrik Jensen.
Nu er der en ny udebanekamp på spil, når AaB lørdag kl. 18.00 tager imod FC Midtjylland.
Nordjyderne fik et point mod FCK i første runde, mens FCM tabte 2-1 til OB.
– AaB så stærke ud, da de spillede en god kamp i Parken. Det virker til, at de har fundet en form og en stil, som passer dem godt, så det bliver en udfordring at møde dem. Deres pasningsspil og direkte spil på den sidste tredjedel skal vi være opmærksomme på, lyder den korte analyse fra assistenttræneren, som forudser:
– Det bliver en sjov og intens kamp med to hold, som gerne vil frem på banen. Kampen kan sagtens ryge op i et rigtigt højt tempo.
FC Midtjylland har en god historik mod AaB i de senere år, hvor det er blevet til 12 sejre og kun to nederlag i de seneste 19 indbyrdes kampe.
Det er da også kun en sejr i dagens kamp, som tæller i FCM-lejren.
– Vi går 100 procent efter de tre point. Vi spiller alle kampe for at vinde, og vi har tro på, at vi kan tage til Aalborg med et offensivt mindset og hente en sejr, afslutter Henrik Jensen.
Sidst FCM besøgte Aalborg blev det til en 2-1-sejr for tomme tribuner i februar. I dag forventes der et efter Covid-19-retningslinjerne udsolgt Aalborg Portland Park – desværre uden udebanefans på plads.
Følg AaB – FC Midtjylland
Kampen fløjtes op kl. 18.00 på Aalborg Portland Park, og du kan se med på TV3 Sport og Viaplay. Opgøret kan også følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
Derudover er det værd at levere et skud ud til matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk. Her får du masser af fodboldindsigt med live statistik såsom Expected Goals og Heat- og Touch Maps.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.