Efter tre lejeophold drager 21-årige Victor Lind nu permanent videre i karrieren. Den næste destination bliver IF Brommapojkarna, som har købt ham fri af kontrakten i FC Midtjylland.
Svenskerne er til dagligt at finde i landets bedste række, Allsvenskan, hvor man i den forgangne sæson sluttede som nr. 10.
– Lind skal have mere spilletid for at kunne fortsætte sin udvikling, og derfor er vi glade for, at han nu får muligheden for netop det i Sverige, hvor vi har landet en god aftale. Han har været en profil på vores akademi, og har altid givet sit ypperste. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger fodbolddirektør Peter Sand.
Den tidligere U21-landsholdsspiller fik førsteholdsdebut den 28. juli 2021 i 2-1-hjemmesejren over Celtic i Champions League-kvalifikationen. Siden da er det blevet til i alt seks scoringer i FCM-trøjen.