Klubben

Vigtig info til sæsonkortholdere og BilletFlex’ere

En sæson er gået, siden vi i sommer indførte vores nye sæsonkortkoncept, og derfor har alle sæsonkortholdere og BilletFlex'ere i dag modtaget vigtig information om deres fremmøde i 22/23-sæsonen, og hvad det har af betydning for dem.

07/06/23
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

Sidste sommer indførte vi et nyt sæsonkortkoncept med det formål at mindske antallet af tomme sæder på MCH Arena. En af de væsentligste dele af konceptet er en fremmødegrænse på 65%.

Det betyder, at en sæsonkortholder skal have en fremmødeprocent på mindst 65% for at kunne beholde sit sæsonkort med fast plads/adgang i den efterfølgende sæson. Har man ikke det, vil man blive flyttet til BilletFlex, hvor man stadig har adgang til alle kampe, men man skal aktivt ind og trække billet fra kamp til kamp.

Omvendt vil man som BilletFlex’er blive tilbudt et sæsonkort, hvis man har en fremmødeprocent på 65% eller derover.

Sådan fungerer det nye sæsonkortkoncept

Tjek din indbakke

Nu er en hel sæson overstået, og derfor har vi gjort fremmødet op for alle sæsonkortholdere og BilletFlex’ere. I den forbindelse har alle med sæsonkort eller BilletFlex i dag modtaget en e-mail med deres fremmødeprocent, og hvad det har af betydning for den kommende sæson.

Vi opfordrer derfor alle sæsonkortholdere og BilletFlex’ere til at holde øje med sin indbakke, så man kan se en endelig status på sit fremmøde i 22/23-sæsonen. Tjek gerne spamfilteret for en god ordens skyld.

Har du som sæsonkortholder eller BilletFlex’er ikke modtaget en e-mail fra os, kan du kontakte os på billetsalg@fcm.dk, så kan vi oplyse dig om din fremmødeprocent.