Klubben

Voldsomme oversvømmelser i Brasilien: Charles og hans kone gør alt for at hjælpe

Voldsom nedbør og efterfølgende oversvømmelser har fordrevet flere hundrede tusinde mennesker fra deres hjem i den brasilianske delstat, Rio Grande do Sul. Charles og hans kone, Andressa, som er født og opvokset i regionen, gør alt for at hjælpe til, hvor de kan.

10/05/24
Christian Rothausen
Foto: Augustine Akena

Antallet af mennesker, der har mistet livet i forbindelse med kraftig regn og efterfølgende oversvømmelser i Brasiliens sydlige delstat, Rio Grande do Sul, er steget til over 100, mens flere end 130 fortsat er savnet.

Den seneste uge er den store deltstat med et befolkningstal på over ti millioner blevet ramt af voldsom nedbør og dertilhørende katastrofale oversvømmelser, som har fordrevet flere hundrede tusinde mennesker fra deres hjem. Samtidig er der mere regn på vej.

Charles og hans kone, Andressa, som begge er født og opvokset i delstaten, må se forfærdet til fra Danmark, når venner samt Andressas far, der fortsat er bosat i området, beretter og fortæller om hændelserne.

– Det er en forfærdelig situation, og folk er blevet nødt til forlade alt, de har. Vandet kom pludseligt, og det gik så stærkt, at nogle ikke en gang nåede at forlade deres huse, fortæller de og pointerer, at deres pårørende heldigvis er okay, selvom Andressas far bor i byen Santa Maria, der sidste onsdag oplevede den højeste mængde nedbør på verdensplan.

– Den seneste uge har vi haft venner, der forsøger at hjælpe mennesker i nød overalt i deres byer. Udover oversvømmelserne mangler der friskt vand, mad og elektricitet. Problemerne hober sig op; der mangler brændstof til de både, som skal redde folk. Selv hvis man har fødevarer, kan man ikke tilberede det, fordi køkkener og inventar er blevet ødelagt.

De to brasilianere gør deres for at hjælpe, selvom de befinder sig på den anden side af kloden.

– Det er selvfølgelig hårdt at følge så langt væk fra, men vi forsøger at hjælpe fra Danmark via donationer til mad, tøj og medicin. Vi skriver beskeder til folk på Instagram, der er i nærheden, og opfordrer dem til at hjælpe. Vi forsøger at gøre alt for at bidrage, fordi vi både har familie og venner, som bor der.

– Jeg har også snakket med fodboldspillere, som bor i andre lande, der også bidrager med penge og andre donationer. Situationen er forfærdelig, men det gode er, at der er så mange, som ønsker at hjælpe, fortæller Charles, mens Andressa, som gennem mange år har været dedikeret i dyrevelfærd, får en knude i maven, når hun ser daglige videoer fra sit hjemland:

– Selv de familier, som nåede at flygte, før vandet trængte ind, nåede måske ikke at få deres kæledyr med, så de mangler også mad og skal reddes. Det er hårdt at være så langt væk, når det eneste, man ønsker, er at hjælpe, siger hun og nævner, at det ikke er muligt at rejse til den brasilianske delstat i øjeblikket, da lufthavnen også er blevet oversvømmet.

For nogle dage siden blev det meldt ud, at der den seneste uge var faldet over 30 centimeter regn, hvilket har medført, at floder er blevet overfyldt, og de store vandmængder derefter har spredt sig til byerne. Flere har søgt tilflugt i skoler, idrætshaller og andre midlertidige steder, mens broer er kollapset, og veje er blevet til floder.

Hvis du ønsker at give et bidrag til situationen i Rio Grande do Sul-delstaten, indbyder Charles og Andressa til, at det gøres via nedenstående link:

Donation til de ramte i Rio Grande do Sul

Tallene i Rio Grande do Sul udvikler sig konstant, hvorfor vi opfordrer til, at man holder sig orienteret i nyhedsstrømmen for at få seneste nyt om situationen i Brasilien.