Akademiet

YL: Flot comeback holder spændingen intakt før returen

På to scoringer efter pausen sikrede de ældste akademister sig et fint udgangspunkt i Youth League forud for returen på MCH Arena den 25. oktober.

04/10/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Det så svært ud efter 1. halvleg i dagens Youth League-åbner i Portugal. På de første 45 minutter havde modstanderne fra FC Famalicão allerede fået netmaskerne til at blafre ad to omgange.

Den første scoring faldt efter 31 minutter, da den fysisk stærke angriber, Pablo, sendte kuglen i netmaskerne via et tørt skud fra distancen. Kort tid efter udnyttede Duarte Oliveira en returbold i feltet til at prikke 2-0-scoringen ind.

Dermed lignede det en lang eftermiddag i sydens efterårssol, men de ældste akademister ville det anderledes. På en flot 2. halvleg, hvor man i lange periode pressede de portugisiske mestre helt i bund, nettede de midtjyske talenter to gange.

Med 71′ på stadionuret spillede Alamara Djabi på elegant vis indskiftede Nicolaj Tornvig fri i feltet med et lop. Den unge angriber fik efter lidt klumpspil dirigeret bolden i mål.

Reduceringen blev fulgt op af endnu en scoring ti minutter senere, da Nicolaj Tornvig igen var på spil. Denne gang fandt han holdkammerat Jonatan Lindekilde, som i en position i feltet placerede bolden over i det lange hjørne.

Der var spil og chancer til mere hen imod slutningen, men det hele endte 2-2. Det betyder, at det fortsat er status quo, når mandskaberne krydser klinger i returopgøret den 25. oktober kl. 14.00 på MCH Arena, hvor der er gratis entré for tilskuere.

– Spillerne vokser som individer og hold

Cheftræner Allan K. Jepsen berettede om følgende kort tid efter det uafgjorte resultat i Portugal:

– I 1. halvleg havde vi for stor respekt for begivenheden og vores modstandere. Men sådan er det nogle gange, når man for første gang står i sådan noget her. Vi vidste, de havde nogle dygtige spillere, men vores passivitet udmøntede sig i, at de fik lavet to mål.

– Efter pausen fik vi vist, at vi godt kan være med. Spillerne skal have kæmpe ros for den karakter, de viste ved at komme tilbage. Famalicão overlod noget initiativ til os, og derfra viste vi vores kvaliteter. Jeg synes, vi fik lagt et tryk, der gjorde, at vi helt fortjent fik et resultat med herfra, sagde Allan K. Jepsen.

Tager man et kig på de to holdkort, viser det sig, at Famalicão stillede op med tre spillere født i årgang 2004, hvor anfører Gustavo Sá og målscorer Pablo står noteret for henholdsvis 25 og 32 kampe på portugisernes førstehold, der spiller i landets bedste række.

Går blikket hen over de midtjyske talenter, er antallet af 2004’ere nul.

– Vi er noget mere uerfarne, end de er, hvilket gjorde, at vi måske var lidt mere tynget af situationen. Vi mangler måske de her 30-60 kampe ekstra, som de gutter, vi mødte, har spillet. Omvendt er det skønne ved fodbold, at ting kan blive udlignet, hvis man stoler på sig selv.

– Jeg har sagt til spillerne, at de lige nu vokser som individer og hold. Det er fedt at se, at de begynder at spille, som de skal, i den udvikling de skal tage nu. De er selv med til at speede processen op, og det er skønt at se, lød det fra cheftræneren.

Nu venter et spændende returopgør på MCH Arena om tre uger.

– Vi har fuldt fokus på de næste par kampe (i U19 Ligaen, red.), som er vigtige. Når vi har spillet dem, står vi overfor et returopgør, der kommer til at minde om i dag. Famalicão spiller på deres individuelle færdigheder, og det er uanset hvad svært at dæmme op for. Begge hold har dygtige spillere, og det gør det sjovt at se fodbold. Nu skal vi prøve at få endnu mere af vores DNA med, og det, tror jeg på, kan få Famalicão til at knække til sidst.

FC Famalião – FC Midtjylland 2-2 (1-1)

32′ 1-0 Pablo
34′ 2-0 Duarte Oliveira
72′ 2-1 Nicolaj Tornvig (assist: Alamara Djabi)
82′ 2-2 Jonatan Lindekilde (assist: Nicolaj Tornvig)

FCM U19 (4-3-3): Nicolas Beetson, Malte Melin, Adam Andersen, Gustav Bjerge, Daniel Kristjansson, Christian Jørgensen, Jonatan Lindekilde, Alamara Djabi, Mikel Gogorza, Stanley Iheanacho, Julius Voldby.

Indskiftere: Sofus Johannesen (46′), Nicolaj Tornvig (68′), Mathis Konradsen (87′), Sander Evjen-Brostrøm (90′).