FC Midtjyllands U19-hold var taget til udlandet for at spille på den internationle scene i 2. runde af Youth League. Lokationen hed Luxembourg og det interimistiske Stade Jos Haupert, hvor Progrés Niederkorn har hjemmebane.
De ældste akademiser begyndte kampen med en James Arinze-flugter, der ramte tværribben. Dog gik der ikke lang tid før, Nicolaj Tornvig kunne bringe gæsterne foran.
Midtjyderne fortsatte med det offensive spil efter scoringen. Et flot udspark fra målmand Liam Selin fandt Julius Emefile, hvis forsøg gik snært forbi opstanderen.
Med lige over fem minutter til pause spillede Christian Jørgensen en flot aflevering i dybden til Sofus Johannesen, der køligt sparkede bolden bag hjemmeholdets keeper til pausestillingen 0-2.
Gæsterne pressede på mod Niederkorns mål i begyndelsen af 2. halvleg, og det udmøntede sig i en 0-3-scoring. Flot forarbejde af Sofus Johannesen, der fra mållinjen sendte et fladt indlæg i fødderne på indskiftede Malik Pimpong, som nemt udbyggede føringen.
Tre blev til fire med 68′ på stadionuret. Finurlige kombinationer mellem Malik Pimpong og Lasse Overgaard Nielsen betød, at sidstnævnte kunne finde en fri James Arinze, som på sin førsteberøring sendte kuglen i kassen.
Der var muligheder for flere midtjyske scoringer i kampens slutfase, men bolden blev ikke sendt over stregen. Dermed sluttede opgøret med en sejr til gæsterne, som kan rejse tilbage til Danmark med et solidt udgangspunkt i bagagen.
Returen spilles den 5. november, men inden da venter ligaopgaver for U19-drengene, som onsdag den 30. oktober møder Esbjerg på hjemmebane.
Progrés Niederkorn U19 0-4 FC Midtjylland U19 (0-2)
15′ Nicolaj Tornvig (assist: Sebastian Lodberg)
39′ Sofus Johannesen (assist: Christian Jørgensen)
55′ Malik Pimpong (assist: Sofus Johannesen)
68′ James Arinze (assist: Lasse Overgaard Nielsen)
FCM XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh, Gustav Bjerge, Egill Orri Arnarsson, Christian Jørgensen, James Arinze, Sofus Johannesen, Sebastian Lodberg, Nicolaj Tornvig, Julius Emefile.
Indskiftninger: Malik Pimpong (46′), Lasse Overgaard Nielsen (56′), Daris Catak (56′), Musiliu Odekunle (65′), Akwasi Dwomfour Owusu (73′).