Akademiet

YL: Videre avancement i Europa

U19-mandskabet spillede sig sikkert videre i UEFA Youth League efter en 5-0-sejr på EDC Arena. Samlet slog midtjyderne Progrés Niederkorn 9-0.

05/11/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

Lysene var tændt på EDC Arena tirsdag aften, da U19-mandskabet skulle forsøge at spille sig videre i Youth League.

De ældste akademister gik ind til returopgøret mod Progrés Niederkorn med en sejr fra første kamp i Luxembourg.

Hjemmeholdet begyndte kampen i et højt gear og tilkæmpede sig flere hjørnespark i indledningen. Et af disse endte ud i et føringsmål, da Akwasi Owusu slog et indlæg i feltet, der blev forlænget og fandt Daris Catak, som sparkede bolden i nettet til 1-0.

U19-drengene var dominerende på bolden og tog kampen til sig. Med 29′ på stadionuret udbyggede Nicolaj Tornvig føringen, efter Akwasi Owusu spillede angriberen fri tæt under mål.

Der var optræk til flere scoringer i 1. halvleg, men det blev ved de to, og dermed gik de to mandskaber til pause ved stillingen 2-0.

2. halvleg indledte med en midtjysk scoring. Flotte driblinger fra Malik Pimpong endte i en afslutning, som gæsternes keeper parerede ud i feltet, hvor James Arinze hurtigt opsnappede kuglen, og sendte den i kassen.

Med lige over en time spillet blev det til 4-0. En skarp dybdebold fra Lasse Overgaard Nielsen sendte William Kold til mållinjen. Kold kunne på sin første berøring spille Nicolaj Tornvig fri, og angriberen noterede sig dermed for sit andet mål i kampen.

I opgørets afslutning faldt bolden ned for fødderne af Julius Emefile, som med lidt hjælp fra Niederkorns målmand udbyggede til 5-0.

Flere mål blev det ikke til, og dermed avancerer de ældste akademister, som samlet besejrer Progrés Niederkorn med 9-0. Næste rundes modstander findes i morgen, når Legia Warszawa fra Polen og Pafos FC fra Cypern spiller deres returopgør. Første kamp endte 3-0 til det polske mandskab.

Inden da gælder det U19 Ligaen, hvor sidste sæsons andenplads, F.C. København, besøger Ikast på lørdag.

FC Midtjylland U19 5-0 Progrés Niederkorn U19 (2-0)

4′ 1-0 Daris Catak
29′ 2-0 Nicolaj Tornvig (assist: Akwasi Owusu)
52′ 3-0 James Arinze (assist: Malik Pimpong)
64′ 4-0 Nicolaj Tornvig (assist: William Kold)
83′ 5-0 Julius Emefile (assist: James Arinze)

FCM XI: Silas Novrup, Mathis Konradsen, Gustav Bjerge, Simon Kristiansen, William Kold, James Arinze, Daris Catak, Akwasi Owusu, Alberto Velasquez, Malik Pimpong, Nicolaj Tornvig.

Indskiftninger: Lasse Overgaard Nielsen (57′), Julius Emefile (57′).