Akademiet

YL: Videre til 1/16-finalerne

Der var ingen slinger i valsen, da det ældste akademimandskab kvalificerede sig til forårets Youth League-knockoutkampe efter en samlet 9-0-sejr over Legia Warszawa.

11/12/24
Jesper Hvid
Foto: Sebastian Uth

Onsdag aften var der europæisk fodbold på EDC Arena, da FC Midtjyllands U19-mandskab skulle forsøge at avancere til forårets knockoutkampe i Youth League.

De midtjyske værter kom flyvende fra start, og bare 45 sekunder inde fandt Sebastian Lodberg en fri Nicolaj Tornvig ved bagstolpen. Herfra var det en smal sag for angriberen at sparke bolden i kassen til 1-0.

I en tempofyldt indledning med chancer til begge mandskaber var en Mathis Konradsen-clearing på mållinjen med til at forhindre en reducering fra Legia.

Derimod var hjemmeholdet skarpe i den anden inde, og da kuglen i feltet endte for fødderne af Julius Emefile, sparkede kantspilleren køligt 2-0-scoringen ind bag gæsternes keeper.

25 minutter inde blev det til 3-0. En indlæg mod bagerste stang fra Simon Kristiansen svævede hele vejen ind over Legias målmand, ramte opstanderen og gik i mål.

Selvsamme Simon Kristiansen noterede sig for endnu en scoring, da en dybdebold fra Nicolaj Tornvig spillede venstrebacken fri, og han sendte sikkert sit andet mål i nettet. Det blev også det sidste af slagsen i en flot midtjysk 1. halvleg.

Ti minutter efter pausen udbyggede værterne til 5-0. En dødbold endte i en Tornvig-afslutning, der kunne notere sig for sin scoring nummer to.

En god periode for U19-drengene som hurtigt efter sendte yderligere to i kassen. Først Sebastian Lodberg på hovedstød og dernæst indskiftede James Arinze med en afslutning fra tæt hold.

Med syv mål på tavlen faldt kampen i tempo, hvilket også betød, at der ikke blev lavet flere mål. Dermed er midtjyderne med i bowlen, når der trækkes lod til 1/16-finalerne i ungdommens svar på Champions League den 20. december.

FC Midtjylland U19 7-0 Legia Warszawa U19 (4-0)

1′ 1-0 Nicolaj Tornvig (assist: Sebastian Lodberg)
14′ 2-0 Julius Emefile
25′ 3-0 Simon Kristiansen (assist: Gustav Bjerge)
42′ 4-0 Simon Kristiansen (assist: Nicolaj Tornvig)
55′ 5-0 Nicolaj Tornvig (assist: Simon Kristiansen)
57′ 6-0 Sebastian Lodberg (assist: Nicolaj Tornvig)
60′ 7-0 James Arinze

FCM XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh, Gustav Bjerge, Simon Kristiansen, Alamara Djabi, Lasse Overgaard, Sofus Johannesen, Sebastian Lodberg, Nicolaj Tornvig, Julius Emefile.

Indskiftninger: Akwasi Owusu (16′), Daris Catak (59′), Musiliu Odekunle (59′), James Arinze (59′), William Kold (67′).