Akademiet

Youth League: Gensyn og mulighed for revanche mod Benfica

Det er ikke første gang, at FCM står over for Benfica i Youth League. Kenneth Andersen ser her tilbage på mødet med portugiserne i 2017 og frem til onsdagens ottendedelsfinale i Ikast.

01/03/22
Jens Risom
Foto: Nicolai Berthelsen

Der er gensyn og mulighed for revanche, når Benfica i morgen gæster Ikast i Youth League. FC Midtjylland og Benfica mødte nemlig også hinanden tilbage i 2017 i FCM’s anden deltagelse i ungdommens pendant til Champions League.

Dengang var Kenneth Andersen også træner for de ældste akademister, som for fem år siden måtte se sig besejret af Benfica efter straffespark i 1/16-finalen.

– Jeg husker, at det var en utroligt spændende kamp. Det var en hård og lige kamp, som endte i straffesparkskonkurrence. Det kunne være gået begge veje, erindrer Kenneth Andersen.

På banen var to spillere, som i dag spiller Premier League, i form af Ruben Dias (nu Manchester City) og Frank Onyeka (nu Brentford), mens FCM’s opstilling også bød på velkendte navne som Rasmus Nicolaisen, Mikael Anderson, Mads Døhr Thychosen og Victor Torp. Sidstnævnte stod for udligningen direkte på frispark i den kamp mod Benfica.

– Det er med til at fortælle historien om Youth League, at så store navne var med i turneringen dengang. Ruben Dias, Joao Felix (var skadet i kampen mod FCM i 2017, red.) og Frank Onyeka har alle bevist sig på den helt store scene sidenhen, og det er da sjovt at tænke på, at de stod over for hinanden i den kamp for fem år siden, fortæller Kenneth Andersen.

I 2017 gik Benfica hele vejen til finalen i Youth League efter sejren over FCM med netop Ruben Dias og Joao Felix som de store profiler. Det gjorde de også i 2014 og 2020, men de har aldrig vundet turneringen.

FC Midtjyllands bedste resultater i den prestigefyldte ungdomsturnering er to pladser i kvartfinalen, som er sket i de seneste to udgaver. Det har klubben mulighed for at spille sig i igen i år ved at slå Benfica i ottendedelsfinalen i morgen.

– Benficas ungdomsafdeling står lige så stærkt nu som i de år, hvor de har været i finalen. Deres arbejde med talentudvikling er helt eminent, og det kan man jo også se på deres resultater i Youth League.

– Flere af Benficas spillere gør sig dagligt i den portugisiske U23 Liga og Reserveliga, og nogle af dem er inde omkring førsteholdet, så de er vant til voksenfodbold. Det bliver en stor opgave for os, lyder det med respekt i stemmen fra FCM’s U19-chef.

Smadrede Barcelona og Bayern

FC Midtjyllands vej til ottendedelsfinalen har bestået af sejre over Rosenborg, Trabzonspor og Club Brugge.

– Brugge var et step op i forhold til vores første to modstandere, men der skal ikke herske tvivl om, at Benfica er endnu et klart step op i kvalitet. Vi skal spille op til vores absolut bedste for at gå videre, men det har vi en stor tro på, at vi er i stand til, siger Kenneth Andersen.

Benfica er kommet i ottendedelsfinalen ved at blive etter i gruppespillet i Youth League, som er den anden halvdel af den indledende runde i turneringen. Det gruppespil spejlede seniorernes Champions League, hvor de endte foran Dynamo Kiev, FC Barcelona og Bayern München.

De vandt fem ud af seks kampe i gruppespillet og slog de to sidstnævnte uden at lukke mål ind.

– De er gode til at forsvare sig og kommer med nogle stærke individualister i offensiven, og de har i den grad vist deres store kvalitet i gruppespillet. Men vi har forberedt os godt på dem og tror på, at vi kan gøre ondt på dem.

– Vi er dygtige som hold og til at sætte hinanden i scene. Spiller for spiller har Benfica måske mere individuel kvalitet, men vores kollektiv og taktiske evner gør, at vi kan byde dem op til dans. Vi glæder os, og det bliver rigtigt spændende, forudser Kenneth Andersen.

Hvis FC Midtjylland avancerer i morgen, venter vinderen af Dynamo Kiev og Sporting CP. Den eventuelle kvartfinale skal spilles på udebane den 15. eller 16. marts.

FCM – Benfica: Info om gratis entré og TV

Følg FC Midtjylland – SL Benfica

  • Onsdag den 2. marts kl. 14.00 på EDC Arena i Ikast (dørene åbner kl. 12.50)
  • Gratis adgang
  • Siddepladser efter “først til mølle”-princippet og derefter ståpladser
  • TV: TV3 Sport og Viaplay