Førsteholdet

Zenit Skt. Petersborg – lær dagens modstander at kende

I dag spiller FCM sin første træningskamp ved dette års Atlantic Cup mod storklubben Zenit Skt. Petersborg. Vi ser nærmere på, hvad man kan forvente af dagens modstander og klæder dig på til kampen med dette indblik i Zenit Skt. Petersborg.

03/02/22
Toke Theilade
Foto: FC Zenit

De fleste fodboldfans vil formentlig forbinde Zenit med energigiganten Gazprom, der både ejer og sponserer klubben. Zenit har dog en rig historie, og det vil være ignorant at begrænse denne blot til det nuværende ejerskab.

Fodbold og Skt. Petersborg har altid hængt uløseligt sammen. Det var netop i Skt. Petersborg, at den første fodboldkamp i Ruslands historie blev spillet i 1897, og sidenhen blev et hav af fodboldklubber grundlagt. Grundet Ruslands politiske historie var mange af disse klubber ikke just stabile, og navne og ejerskaber skiftede flere gange, men Zenit blev grundlagt i 1925 og har overlevet indtil i dag som byens største klub.

Zenits første store sejr kom i 1944 under 2. verdenskrig, hvor de vandt pokalturneringen. Efter den sovjetiske krigslykke var vendt, og tyskerne var smidt ud af landet, genoptog landet pokalturneringen for at give de hårdt prøvede borgere et moralsk boost efter den hårde invasion.

Ingen by havde lidt mere end Skt. Petersborg, der dengang gik under navnet Leningrad, hvor op mod en million mennesker var døde under nazisternes belejring af byen. Selvom Zenit havde mistet flere af sine spillere i krigen, formåede holdet at slå Dinamo Moskva og Spartak Moskva i de indledende runder, inden CSKA Moskva på sensationel vis blev besejret i finalen til stor glæde for hele byen. Spillerne vendte hjem til den ødelagte by som helte og blev udødeliggjort.

Herefter var der dog langt mellem succeserne, og Zenit var frem til 1980’erne en del af den bløde mellemvare i sovjetisk fodbold. Først i 1984 vandt de igen en titel, da det blev til det første og eneste sovjetiske mesterskab i klubbens historie. Hverdagen vendte dog hurtigt tilbage igen, og i 1989 rykkede de endda ned.

Grundlaget til det nuværende Zenit blev lagt i 2005, hvor førnævnte Gazprom altså opkøbte klubben. Det var dog ikke massive investeringer, der skabte dette grundlag, men snarere grundigt talentarbejde. I Zenits trup fandt man nemlig en gylden generation af unge talenter i form af Vladimir Bystrov, Igor Denisov, Vyacheslav Malafeev, Aleksandr Kerzhakov og ikke mindst Andrey Arshavin, der også var med til at vinde UEFA Cuppen og spille Rusland frem til semifinalen ved EM i 2008.

Siden Gazproms overtagelse har Zenit været Ruslands suverænt mest succesfulde hold med syv mesterskaber, tre pokaltitler og selvfølgelig UEFA Cup-titlen.

Mesterskabsjagt i foråret

At Zenit er en dygtig modstander ses tydeligt på tabellen i den russiske Premier Liga. Her ligger Zenit – lidt over halvvejs gennem sæsonen – på førstepladsen med to point ned til Dinamo Moskva. Dermed er de babyblå på vej mod deres fjerde mesterskab i træk under cheftræner Sergey Semak. Det er en uhørt grad af dominans i russisk fodbold, siden Spartak Moskva vandt ni ud af ti mesterskaber mellem 1992 og 2001.

Når man ser nærmere på Zenits hold, er dominansen da også forståelig. Klubben opererer med det største budget i Rusland, og truppen er spækket med dygtige spillere. Navnene er ikke ligeså store som i 10’erne, hvor profiler som Hulk, Axel Witsel og Ezequiel Garay huserede i Rusland, men kvaliteten er stadig høj.

Det største navn forbliver topscorer Artem Dzyuba, der også er anfører for Ruslands landshold. På trods af, at han efterhånden er blevet 33 år, er han stadig Zenits topscorer med ti ligakasser i 13 kampe indtil videre.

En del af Dzyubas succes skyldes selvfølgelig også de holdkammerater, han har omkring sig. Hans største offensive støtter er de to brasilianere Malcolm og Claudinho, hvor førstnævnte huskes for sin korte tid i Barcelona. Begge har været i forrygende form i denne sæson – Malcolm med seks assists og Claudinho med syv scoringer – og de kan meget vel være at finde på større adresser indenfor den nærmeste fremtid.

Hvor offensiven er båret af ungdommeligt gåpåmod, er defensiven bundrutineret. Målmanden er Mikhail Kerzhakov – lillebror til den legendariske angriber Aleksandr Kerzhakov, og foran ham står Dejan Lovren og Yaroslav Rakitsky i centerforsvaret.

Når Zenit så også kan stille med to dygtige offensive backer og boldsikre midtbanespillere, har man opskriften på et hold, der kan levere rigtig flotte resultater og dominere de fleste modstandere.

Selvom Zenit har gang i en flot sæson, har de stadig været aktive på transfermarkedet i denne måned. Den 20-årige brasilianske angriber Yuri Alberto er blevet købt i Internacional, og derudover er russiske Arsen Adamov og Ivan Sergeev blevet hentet i henholdsvis FC Ural og Krylya Sovetov.

Til gengæld har Zenit så også mistet den iranske angriber Sardar Azmoun, der er skiftet til Bayer Leverkusen. Azmoun har været en af klubbens vigtigste spillere, siden han kom til fra FC Rostov, og han vil blive savnet.

Det er altså et stærkt Zenit-mandskab, der er rejst til Algarve. Derfor må Zenit også betegnes som favorit til at snuppe Atlantic Cup-titlen, selvom træningsturneringer er kronisk svære at forudsige resultaterne i. Hvis Zenit går hen og vinder turneringen, vil det være anden gang i klubbens historie. Zenit vandt senest Atlantic Cup i 2016, hvor de besejrede svenske Örebro SK i finalen.

Manden på sidelinjen

Det er umuligt at komme udenom cheftræner Sergey Semak, når man snakker om Zenits succes. Han trådte til som cheftræner efter en lang periode med skuffende resultater under store udenlandske trænernavne. På trods af kæmpe investeringer i spillere og cheftrænere som Luciano Spalletti, André Villas-Boas, Roberto Mancini og Mircea Lucescu var Zenits resultater generelt skuffende i 2010’erne.

Det har Semak vendt rundt på. Han har bygget et hold, der dominerer den hjemlige liga for færre penge end sine forgængere, og i denne sæson har de da også gjort det fint i europæisk fodbold, hvor Real Betis venter i Europa League i midten af februar.

Som spiller var Semak en hårdtarbejdende, men målfarlig defensiv midtbanespiller, der havde succes i alle sine klubber. Han vandt russiske mesterskaber med CSKA Moskva, Rubin Kazan og Zenit, og han havde også et succesfuldt, men kort ophold i Paris SG, hvor det blev til en pokaltitel.

Det er tydeligt, at Semak har lært af sine forgængeres fejl. Ingen er længere større end holdet uanset antallet af nuller på lønsedlen, og Zenit er nu et hårdtarbejdende mandskab. Fundamentet er en stærk midtbane med teknisk dygtige spillere, der tillader dem at holde boldbesiddelsen. Wingbackerne er offensive og skaber bredde, mens Claudinho og Malcolm boltrer sig bag ved den fysisk stærke targetman Dzyuba.

Spillet går typisk gennem fløjene, og så er de hurtige til at rykke bolden fremad, når den bliver erobret. De er farlige på kontraangreb og gode til at udnytte modstandernes blottelser på disse. Derudover er Zenit rigtig dygtige på dødbolde i begge ender af banen på grund af de mange høje og fysisk stærke spillere.

Torsdagens kamp mod Zenit bliver en rigtig god mulighed for FC Midtjylland til at teste sig mod en modstander af den højeste klasse. Med europæiske kampe for begge hold lige rundt om hjørnet kan man forvente en lidt mere intens kamp end almindelige træningskampe, og det skal blive rigtigt spændende at se, hvordan de to hold står på nuværende tidspunkt, hvor de går ind i de sidste forberedelser inden sæsonstarten.

Toke Theilade er en russisk fodboldekspert og indehaver af Vilfortpark.dk. Han har dækket russisk og østeuropæisk fodbold siden 2013 for forskellige medier.