Ordensreglement

Ordensreglement

I dette fælles ordensreglement for klubber i 3F Superliga finder du retningslinjer for dit ophold på MCH Arena i forbindelse med afvikling af kampe.

Formålet med et fælles ordensreglement i 3F Superliga er, at tilskuere til fodboldkampe skal være trygge før, under og efter arrangementet på stadion. Alle uanset alder, udseende, religion og kulturel baggrund er velkomne på stadion. Stadionreglementet gælder for hele stadionområdet, herunder ved banen, på tribunerne og arealerne omkring stadion inden for hegnet, hovedbygningen, brandvejene omkring stadion samt tilknyttede parkeringsarealer.

Fælles ordensreglement i 3F Superliga

  1. Fremvisning af billetter, adgangskort eller anden akkreditering, som giver ret til ophold på stadion, skal ske til enhver tid på opfordring fra kontrollører, politi eller anden myndighed. Desuden skal man være villig til at lade sig visitere af en kontrollør.
  2. Tilskuere skal indtage den plads, der er anført på billetten – medmindre anden plads anvises af kontrollører eller andet personale.
  3. Optagelse af levende billeder eller lyd og videregivelse af informationer fra kampen, tribuner og de øvrige stadionområder til kommercielt brug er ikke tilladt – uanset fremgangsmåde.
  4. Dækning af skilte og reklamebander med bannere er ikke tilladt uden forudgående aftale.
  5. Racistiske, homofobiske og andre nedsættende eller diskriminerende ytringer er strengt forbudt.
  6. Videoovervågning på stadion kan forekomme af sikkerhedshensyn.
  7. Overtrædelse af 3F Superligas ordensreglement vil uden videre kunne medføre bortvisning og eventuel afgift og/eller karantæne fra stadion. Bortviste gæster har ikke krav på at få deres billet eller adgangskort refunderet.
  8. Lokale stadionreglementer og kontrollørernes anvisninger skal tillige efterleves.
  9. Ovenstående punkter er ikke udtømmende.

Forbud og afgifter for overtrædelser

  1. Det er forbudt at forcere hegnet omkring fodboldbanen eller på anden vis opnå adgang til fodboldbanen. Overtrædelse vil medføre en afgift på 10.000 kr.
  2. Det er forbudt at besidde eller benytte pyroteknik på stadion eller i umiddelbar nærhed af stadionarealet. Overtrædelse vil medføre en afgift på 5.000 kr.
  3. Det er forbudt at kaste genstande på eller mod banen eller mod andre tilskuere. Overtrædelse vil medføre en afgift på 5.000 kr.
  4. Det er forbudt at forsøge på eller at tage ophold på stadion for personer, der er ramt af karantæne. Overtrædelse vil medføre en afgift på 5.000 kr.
  5. Det er forbudt at besidde eller benytte maskering eller dække ansigtet helt eller delvist med henblik på at hindre identifikation på stadion eller i umiddelbar nærhed af stadionarealet. Overtrædelse vil medføre en afgift på 5.000 kr.
  6. Det er forbudt at udvise truende adfærd, opfordre til eller udøve vold på stadion eller i umiddelbar nærhed af stadionarealet. Overtrædelse vil medføre en afgift på 5.000 kr. I særligt grove tilfælde – eller hvis adfærden er rettet mod personale – kan afgiften forhøjes til 10.000 kr.

Klubberne i 3F Superliga er blevet enige om, at forulempelse eller medvirken til forulempelse af personale på eller uden for stadion – heriblandt, men ikke begrænset til, politibetjente, kontrollører og bodpersonale – medfører minimum 2 års klubkarantæne. I alvorligere tilfælde kan en klubkarantæne meddeles for en 4-årig periode.

Forulempelse af personale kan foretages af enkeltpersoner eller grupper. Dette initiativ gælder også for personer i en gruppe, hvis gruppen har været medvirkende og/eller truende – uanset om det er (andre) enkeltpersoner, der har forulempet personalet. En aktiv medvirken defineres dermed også som medfaciliterende til en forulempelse.

Forulempelsen er ikke afgrænset til stadionmatriklen for at kunne udløse klubkarantæne.

Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke anvendelse af øvrige sanktioner og retsforfølgelse med krav om erstatning.

Ordensreglement for FCM-kampe

Ikke godkendt indløb i forbindelse med internationale kampe på MCH Arena vil udover ovennævnte udelukkelse medføre bødeforlæg på det niveau, UEFA takserer forseelsen til.

Det er forbudt at medbringe mad og drikkevarer, flasker og glas, våben og dyr på MCH Arena.

Kommercielle aktiviteter

Kommercielle aktiviteter af enhver art kræver aftale med klubben. Kommerciel aktivitet kan være – men er ikke begrænset til – salg af varer, indsamling af data, lyd og billede med henblik på videresalg eller offentliggørelse i kommercielt øjemed, f.eks. videresalg til bookmakere eller deres underleverandører.

Overtrædelser af dette vilkår kan medføre bortvisning og karantæne samt erstatning af klubbens tab som følge af aktiviteten.